De dunkle Skyer og de tunge Taager
Fra Solens Kind og Jordens Bryst forsvinde.
Fra Kysten svinge sig de lette Maager,
Frit boltre sig de friske Foraarsvinde, —
Men Søstrenes forhadte Speiderblikke
Dig end bevogte, de forsvinde ikke;
Og mere varm og frisk du er, Veninde,
Men ikke nær saa fri, som Vaarens Vinde.
Var det ei nok, at hist i Vinterstuen
Hver Tanke veiet, og hvert Ord beskaaren
Sig listed frygtsomt frem ved Lampeluen?
Skal Tungens Baand ei briste nu med Vaaren?
Den stiger som en Sol af Havet op;
Hver Fugl sin Mage har, hver Blomst og Knop
I salige Henrykkelser kan mødes:
Skal da vor Elskov dræbes før den fødes?
Nei, af den Kreds, som magisk end dig fængsler,
O riv dig løs, lad Vingen kjækt sig hæve,
Lad dem befries, disse unge Længsler,
Som i enhver af dine Aarer bæve!
O lad dem skuffe alle Argusblikke,
Lad frit dem sværme! trods Naturen ikke!
Thi svulmer ei dit Hjerte høit ved Varmen?
Og føler du ei Frihedslyst i Barmen?
O lad os mødes ved det dunkle Vand,
Hvor lysegrønne Knopper Taget bygge,
Hvor Haven slynger sig langs Aaens Rand,
Hvor unge Linde sprede Duft og Skygge!
O vilde did du flygte lønlig, ene,
Og til min Skulder frit din Pande læne,
Og bort som Skyer lade Sløret fare,
Der kvæler dine Tankers Børneskare! —
Da blomstred ingen bedre Blomst i Lunde,
End Tanken, som i vore Øine mødtes,
Og ingen Fugl saa kjækt sig svinge kunde,
Som Ordet, der paa vore Læber fødtes.
Naar de, som dig bevogte, døsig sove,
Du fangne Sangfugl dig af Buret vove!
Der, hvor en Guulspurv flagrer tidt i Træet,
Der sidder jeg og venter dig i Læet.