Op af Dvalen, I som slumre, I, som kan en Harpe slaae! —
Staaer alt Solen ikke høit paa Himmelbuen blank og blaa?
Lad da Tonen kjækt sig svinge
Mod den klare Morgensky,
Og lad Strengen mandig klinge,
Mens de dorske Taager flye!
Denne sygelige, matte Søvnighed ved Musers Fest,
Denne pyntelige Tomhed, den jeg hader som en Pest, —
Denne Ringeagt for Tanken
Med den svære Centnervægt,
Denne Qvindefrygt for Skranken,
Opreist af en svunden Slægt!
Nei, lad Sangen dristig klinge, frigjort fra det usle Støv,
Om den Livsaand, der forynger sig som Skovens friske Løv,
Om de stærke Lidenskaber,
Slægtens Vunder, Slægtens Lyst,
Hvad der flammer høit, og taber
Sig i Menneskenes Bryst...
Lad den vække Folkets Manddom, lad den klinge mangen Kvæld,
Om den danske Kvindes Troskab, hendes tause Hjertevæld!
O, lad Sangen mægtig runge
Over Eng og Bøgetop,
Hilse værdig paa den unge
Tid, som nu slaaer Øiet op! —
Op af Dvalen, I som slumre, spænder Gyldensporen paa!
Lad den gamle Digterganger Rytterkraft at føle faae!
Lad ham spænde ud sin Vinge,
Manken høit i Stormen slaae,
Lad ham frem i Døgnet springe,
Træde ned, hvad ei kan staae!