Napoleon
af Victor Hugo.
af Victor Hugo.
I.
Kun ham! overalt kun ham! — hvor helst mit Hjerte banker,
Hans Billed idelig opfylder mine Tanker,
Og beaander i min Sjæl det sig formende Erts.
Jeg bæver, fyldigt fra min Læbe Ordet strømmer,
Naar dette Kæmpenavn, som i et Lyshav svømmer,
Majestætisk og stort sig slynger i mit Vers.
Hist jeg ham rette seer Haubitsens kjække Buer, —
Her Consul, ung og stolt, af vaagne Nætter tæret,
Mens en Keiserdrøm vidunderfuld i Sjælen ham gjæred, —
Bleg, med de lange, sorte Haar.
Som mægtig Keiser her, hans Pande let sig sænker;
Hist han fra Høien til sin Stridsvogn Seiren lænker,
Mens Hære, som til Dands, for ham i Døden gik.
Nu hundred Ildsvælg med et Tegn han giver Mæle,
Begeistrer med et Vink sex hundred tusind Sjæle,
Kold, rolig som en Gud, med Lynet i sit Blik.
Som ensom Fange hist, forhaanet, han forstummer;
Med krydslagt Arm han staaer — hiin Aand, som Verden rummer,
Bespeides skændselfuldt af ussel Slutterflok.
Beseiret, lammet, knust, — fra Pandens dunkle Skyer
Hans Tankes evige Storm i Pagt med Stormen flyer,
Som suser om hans Klippeblok.
O, hvor han her er stor! her i hans brudte Vælde!
— Mens Nøgleknippet rasler som Englands Narrebjelde,
Hans Krone straaler gjenfødt i Ulykkens Nat.
Ved Lyden af hans Skridt paa Fængselgulvets Stene,
To Verdner skjalv, mens han, lænket til Sanct Helene
Mangled Luft i det Buur, hvor af Konger han blev sat.
Hvor han er stor den Stund, da for sin Gud han stædes! —
Hans brustne Øie af den sidste Taare vædes —
Han hæver end sin Arm som en Commandostav,
Han vinker Garden frem, som hist paa Seiersdagen,
Og af Rytterkappen dækt — det er hans Dødninglagen —
Sin Feltseng bytter med en Grav! —
II.
I Rom, hvor Sværdet blev afløst af Præstevælde,
I Simplons Snee, i Syd med lavasorte Fjælde,
Ved det truende Kreml, i Alhambras Kongegaard —
Der overalt han er! — ved Nilen jeg ham finder;
I Ægypten et Glimt af hans Morgengry oprinder,
Hans keiserlige Stjerne i Østen opgaaer.
Begeistret, seierstolt, han paa sin Gang ei vakler;
Et Under selv, han Verden fordanser med Mirakler —
De gamle Scheiker hylde, i Sæk og Aske klædt,
Emiren, som saa viis og ung sig aabenbarer
I Storheds Glands for Ørknens forfærdede Skarer,
Som Occidentens Mahomet.
I Araberens Telt hans Bedrifter man fortæller,
I Eventyr og Sagn man om hans Storhed melder —
Den frie Beduin hans Fane tog i Favn.
Alt Børnene i Leg, med Blikket vendt mod Vesten,
Til Takt af franske Trommer marschere, og Hesten,
Den stolte Racehest høit vrinsker ved hans Navn.
I en numidisk Storm han stundom synes glide
Fra Skyen ned, og fra den store Pyramide
Betragte Ørknens Hav — hiint Sand-Orkanens Hjem,
Der hans Skygge besjæler de gamle Kongegrave,
Og, som da han for Slaget opflammed sine Brave,
Han fyrretyve Sekler maner frem.
Staaer op! han byder, — strax sig hvert Aarhundred rører,
Sceptre og Kroner sees, man Sværdeklirren hører,
Satraper, Pharaoner, hver mystisk Patriark:
Lydløse Spøgelser — han synes dem at tælle,
Og alle synes de at bæve for hans Vælde
Og bringe Fortids Hyldest til Tidens Monark.
Hvor denne Mand af Malm kun een Gang satte Foden,
Der staaer et Monument! — det nytter ei, at Floden
Og ei at Havet pidsker den sukkende Strand.
Østvinden uden Rast her sine Vinger trætter,
Men af hans Kæmpefod den Sporet ei udsletter
I Ørknens lette Flyvesand.
III.
Historie, Poesie! — hans Glands dem begge nærer! —
Hvor end min Tankes Flugt i disse høie Sphærer
Forvilder sig — hans Spor, hans Navn jeg møder der.
Ja overalt, hvorhelst med Lovsang, Had og Jammer
Det nævnes, i min Sjæl fremvælde Sangens Flammer,
Napoleon, du Sol, hvis Memnonsklang jeg er! —
Dit Værk — godt eller ondt — vor Tid dog er og bliver;
Din Ørn os paa sin Flugt magnetisk med sig river —
Selv Øiet, som dig flyer, dig ingensteds undgaaer. —
Af hvert et Billed frem din Kæmpeskygge træder,
Du overalt, snart mørk, snart klar i Straaleklæder,
Ved dette Sekels Indgang staaer! — —
— Saaledes ved Vesuv i Syden hist, en Vandrer —
Hvor end sit Blik han vender og Standspunct forandrer,
Om beruset han drømmer i Ischias Aftenluft, —
Hvor den lykkelige Bølge, berørt af Blomstervinde,
Suser som Røsten af en forelsket Sultaninde,
Der kalder os igjennem en Sky af Viraksduft!
Om han fængsles af Pæstums pragtfulde Colonnader,
Om han lytter i Portici til ømme Serenader,
Mens Tarantellen bruser under Viinløvets Tag;
Om han Echoet vækker der, hvor alt Liv forstummer,
I Pompeii — Mumiestaden — som i en evig Slummer
Blev dysset ved Vulkanens Brag ...
— Om i en smidig Baad til Pausilip han gynger,
Mens Tasso og Virgil den brune Skipper synger —
Overalt, i Skovens Skygger, og ved den lyse Strand,
Overalt han seer, fra Bredden af smilende Søer,
Fra ruinkrandste Bjerge, fra blomstrende Øer,
Hiin sorte Kæmpe ryge i Horizontens Rand!