„Forlad os ej, hver Fryd, hver kjærlig Villie,
Hver Ven, hvert Kys, hver munter Stund, o bi!
Alt, hvad vi regne til vor Sjæls Familie,
Forlad os ej!” saa bede bønlig vi.
O Guder, kan saa from en Bøn I nægte?
Hvorfor skal intet have Blivested,
Hvorfor skal blandt det svundnes Skygger smægte
Hver Glæde, som var værd en Evighed? —
Men vi skal paa min Tro jer andet lære,
End vore Perler saadan at faa fat:
Vi har et Gjemmested, som I skal ære,
For, hvad der duer af vor Erfarings Skat.
Der er en Krog i Ryggen af vort Hjerte,
Der staar et Bræt, som trodser Tidens Ild;
Der kan man skrive — sligt os Nøden lærte,
Paa Tavlen op, hvad man ej miste vil.
O mangt et Navn der staar paa denne Tavle,
Uslætteligt som Demantskrift paa Glas.
Vel mange fleer vor Ungdoms Tid vil avle:
Nu frem for alt til eet skal gjøres Plads.
Hos kjære Minder skal det der sig spejle,
Som venligt Lyspunkt, i vort Øjekast,
Personen selv, ham maa vi lade sejle,
Men, hvad han var os, staar med Tavlen fast.
Erindrings Tavle, Trøst i Savnets Dage,
Gjengiv det svundne alt dets Liv paany!
Du hulde Mindets Aand, du ham ledsage
Som gamle, kjendte Toner fra vor By,
Og opbevar ham for os ubeskaaren.
Til her vi eller hisset tales ved,
Saadan, som da han gik hos os i Vaaren,
Med Ord og Hjerte paa det rette Sted!
O lad ham aldrig synke som saa mange
I „Embeds og Filisterlivets Grav,”
Og lad ham tømme Bægret mange Gange,
Ej vandre tør i Druens røde Hav!
Lad ham ej hellig, rystende lig Sivet,
Tilegne sig asketisk Melodi,
Men sende Blikket frit ud over Livet,
For Fordoms Feberængstelighed fri! —
Naar Skuden skjærer over Sundets Vande,
Og Vinden hjerteløs ham river fort,
Og han med Piben agter monne stande,
Og damper Afskedssorg i Skyer bort,
Saa gaa vi hver til sit og Øjet fæste
Paa, hvad vi tegned op fra Livets Strøm,
Og føje Vennens Billed til det bedste,
Og glemme selv vor Elskovs første Drøm.