Nu springer Linden ud,
Snart er det Sommer;
Solstraalen til sin Brud
Som Bejler kommer.
Trækfuglen flyver frem
Med Sang saa fage, —
Os fra det elskte Hjem
Dens Toner jage.
O lille Fugl, ifald
Dit Hjerte vidste.
Hvor megen Fryd vi skal
For din Skyld miste,
Du holdt dig end et Aar
I Syd i Live,
Og bad den søde Vaar,
At udeblive.
Nu flagrer hver Mand ud
Til Luftens Varme,
Til Skovens friske Skud,
Og Søens Barme;
Vi flagre ogsaa frem,
Ak ej med Glæde:
Vi maa det gamle Hjem
Ej meer betræde.
Ned gamle Bøger I
Med Støv fra Hylden!
I Piber med! — forbi
Er Tiden gylden.
Farvel du Ovnens Ild,
Hvis muntre Luer
Os gav en Vaar saa mild
I Vinterstuer.
Farvel du Vennelag,
Som blev tilbage! —
O nyd i lange Drag,
De korte Dage.
Rids os paa røget Væg,
At Bollens Lue
De vel bekjendte Træk
End tidt maa skue!
Farvel du grønne Lind
Med Sang og Tale!
Din favre Haand vor Kind
Ej meer skal svale.
Farvel du lune Gaard
Med dyre Minder!
Født er Naturens Vaar,
Men din forsvinder.