Før over Fjorden
Med fraadbedækt Hoved
Stormene stille
Fra Dybet steg op.
Dybt har de sukket,
Sørget og raset.
Kom dog ei frem over
Fjældvæggens Top.
Lønlig, hvor Laxen
Leger i Elvdyb,
Nøkken var manet
Ved Munkens Choral.
Frygtsomt i Natten
Fløi fra hans Langleg
Sukket igjennem
Den slumrende Dal.
Tyst under Klippens
Kvælende Tyngde
Huldren var sænkt
Med det snehvide Bryst.
Faureste Huldre,
Blaaøiet, guldhaaret,
Hvo skal befrie
Din bristende Røst?
Salvet i Fossens
Styrkende Aande,
Fremstod af Skoven
En Kæmpe saa fast;
Rørte med Buen
Bølgen og Fjældet,
Rørte, saa alle
Baandene brast.
Stormen da bruste
Brat over Jorden,
Nøkken slog Harpen,
Huldren var fri, —
Aanded sin ømme
Elskov i Buen:
Bjergtroldens Harme
Blev Humor deri.
Tak for til Frihed
Du Aanderne frelste!
Tak for Din Hilsen
Fra Sigtunagaard!
Spænd kun Din Bue,
Slyng Dine Pile!
Brystet ei bløder
Ved blidere Saar.