Kokosnød, du kjække Vandrer, som har Jordens Kreds omseilet,
Siig mig, har i Ganges’ Bølge først din unge Knop sig speilet?
Saae Du i „den nye Verden“ første Gang den lyse Dag?
Saae Du mine sorte Brødre krympe sig ved Pidskens Slag?
Har en Sydhavsø Dig løftet frem af Dybets Klippeskarer?...
Til min Kind jeg Nødden lægger, og med dæmpet Suk den svarer:
„I det skjønne Indien sprudled mine bolde Fædres Blod,
Og den store Flod jeg hørte suse ved min Stammes Rod.
„Fra de himmelhøie Fjelde — Mindets Sødhed mig bedøver ...
Hørte jeg i stille Nætter Brølet af de stærke Løver.
Tigeren og Slangen bugted sig om Stammen, hvor jeg hang,
Kolibri og Paradisfugl i min Bladekrone sprang.
„Elefanten, stolt og mægtig, steg af Flodens svale Bølger;
Solen brændte — i min Skygge hvilte den sig med sit Følge.
Men hver Aften kom en fremmed, en lyshaaret Yngling tyst,
Og en deilig Sultaninde drog ham til sit bløde Bryst.
„Dæmpet Hvisken, tause Kysse! tætte Favntags Rosenkjæde!
Hvor de smelted i forvildet, stormende, bevidstløs Glæde!
Men den vrede Sultan traf dem, Gnister fra hans Øie foer,
Og med Blodets hede Straaler væded han den mørke Jord.
„Krigstrompeten lød. Fra Østen drog de blanke Fjenders Skare.
Trindt flød Blodet; Mark og Byer stod i Røg og Luer klare.
Kongen bandt de, Mænd de myrded, Kvinder Haaret søndersled,
Og de høie Palmer rysted, og jeg faldt til Jorden ned.
„Der de fandt mig; aldrig saae jeg meer min Hjemstavns stolte Træer;
Og de solgte mig paa Torvet ... og en fattig Europæer
Skal mig knuse og fortære Kjernen i mit Indre skjult,
Og til Drikkebæger bliver jeg poleret og udhulet.“