See, hvilken deilig Dreng der hist i Fælledens Grønsvar
Løber omkap med et Lam, mens Faaret ængstelig bræger!
Huen kaster han bort, frit bølger Lokken i Vinden,
Og i det hastige Løb brast Kraven, og Brystet er blottet.
See, nu fik han det fat, det frygtsomme, blændende hvide
Lam, trods Moderens kaldende Røst, som det hellere fulgte.
Men han klapper det venlig, og stryger den krusede Uldham,
Kjæler og kysser det bævende Dyr og tar det paa Skjødet,
Trykker det til sin Kind, saa det ei længer ham frygter;
Kjælen det strækker sin Hals og lader ham lege med Foden,
Og da han reiser sig, flygter det ei, men hopper omkring ham.
Stands, min yndige Dreng, et Øieblik standse Du Legen,
Tag dit Lam forsigtig paa Arm, kom hid under Skyggen
Af de viftende Træer til os, hvor Græsset staaer høiest.
See denne Mand med det buskede Skjæg om Munden og Hagen,
Frygt kun ikke for ham, hvem tænker Du vel han kan være?
Det er en Mand, som ridser med Pen og Blyant paa Brættet,
Hvad der tykkes ham sjælfuldt og smukt under Himmelens Hvælving.
Sid kun et Øieblik saa, der har Du en Skilling, saa kan Du,
Naar Du imorgen til Skolen gaaer, en Kringle Dig kjøbe.
Kun et Minut endnu sid rolig! — saa, nu er han færdig —
Nu er Du fri, og i dristige lette Spring kan Du atter
Lege Tagfat med de snehvide Lam, hvor Græsset staaer høiest.
Giv os til Afsked et Kys! — See saa — nu munter og sorgløs
Spring kun, min yndige Dreng, paa Marken til rødmende Solen
Glider i dæmrende Skygger ned bag de vestlige Høie,
Og Du drages af Længsel hjem til din ventende Moder.
Men naar Natten udbreder sit Slør over Byen og Marken,
Sov med en Bøn da sødelig ind i kjærlige Arme,
Drøm en uskyldig Drøm, mens Du hviler det mødige Hoved,
Vaagn saa igjen med Roser paa Kind til uskyldige Lege!
Søg dine hoppende Lam, mens Vaaren end er i Landet,
Snart saa voxe de til og kjende Dig ei, naar Du kalder.
Pluk Dig Krandse af Markens de hulde, duftende Blomster,
Snart er de visne og vinke dig ei med de smilende Øine.
Engang der kommer en Tid, da Du glemmer de barnlige Lege,
Glemmer dem under Strid og Kamp og alvorlige Sysler,
Naar din Fader i Jord er lagt og den kjærlige Moder
Venter med Aftensmaaltid ei meer, og reder dit Leie.
Da vil maaskee Du vandre herhid i drømmende Tanker,
Søge det Sted, hvor engang Du tumled Dig munter og sorgløs,
Standse dit ilende Fjed, mens i Øiet frembryder en Taare.
Eller maaskee Du vandrer herud med en blomstrende Ungmø,
Som Dig skuer i Sjælen ind med funklende Øine.
Hun kan forstaae dine Savn, din Længsel, din lønlige Tanke,
Følge din hellige Flugt, naar Du dvæler ved henfarne Tider.
Hende fortælle Du kan: „Her var det, her løb jeg i Græsset
Mellem de brægende Lam, her plukked jeg Blomster og Blade,
Bragte som Krands dem hjem til den kjærligt ventende Moder.“
Spring min yndige Dreng og pluk af de spraglede Blomster,
Medens Du selv er en Blomst, ubekymret om Dagen imorgen;
Engang vi mødes maaskee, naar Du kjender de nagende Pile,
Som skal saare hvert Menneskebryst, før til Hvile det stedes;
Naar ei længer saa munter Du er, naar Kinden er blegnet,
Og dit Aasyn af Livets Staal er præget med Furer.
Naar Du engang da Dig føler forladt i Verden, naar hine
Genier, som tilsmile Dig nu, ei længer Dig følge,
Naar i en ensom og bitter Stund Du længes tilbage
Efter den Tid, da Du sorgløs og let som en Sommerfugl flagred,
Da skal Erindringens blide Haand Dig række sit Bæger,
Da skal ved Kunstens evige Magt endnu dette Billed
Minde Dig om, hvordan Du saae ud, dengang Du et Lam var
Yndigt, uskyldigt og fromt, som det, Du holder i Armen.