Hun sidder alene i Stuen, mens Brillerne Taaren dølge,
Og alle de herlige Sønner er spredte paa Land og Bølge.
Hun blader i Psalmebogen ved Lampens matte Flammer,
Og sysler som en Skygge omkring i det ensomme Kammer.
Af hele den talrige Slægt nu hun sidder her ene tilbage,
Og sukker og drømmer vemodig om Fortids bevægede Dage.