De stod i Skumringens Mystik
De hulde Søstre ømt omslynget,
Den yngste med det fromme Blik;
Den ældste med det tankefulde.
Den lille blidt sit Hoved paa
Sin Søsters Barm og Skulder gynged.
Og denne op mod Himlen saa
Til Stjernerige, de straalehulde.
Saa sødt i Talens Vexelsang
Formæltes Aandens Lys med Hjerte,
En Harmoni af Kildens Klang
Og Droslens Slag i Lundens Hække.
Men i mit Indre dulgte sig
En Sky af Længsler tung, og Smerte.
Kun een tilstæder Loven mig,
Og jeg — jeg elsker jo dem begge.