Er hun skjøn? jeg veed det ikke. Ei for Alle hun er smuk;
Ei enhver forelsket Ridder hun afpresser ømme Suk.
Hun er som et Træ i Vaaren, der udfolder Blad for Blad,
Lige venlig imod alle, lige mild og frisk og glad.
Hun er som et Barn, der ikke veed, hvorfor man elsker det,
Og dog i det aabne Øie har en Guddoms Majestæt.
Snart du fristes til at klappe hende paa den runde Kind,
Snart til hendes Haand at kysse med ærbødigt, ydmygt Sind.
Der er en ambrosisk Luftning, hvor hun aander, hvor hun gaaer.
Sindet gjør hun saa fornøiet, som en liflig Dag i Vaar.
Som et Rosenblad paa Bølgen let hun dandser Livet hen;
Let til Smil, og let til Taarer, let til Munterhed igjen.
Hun er som en Blomst paa Marken, gaadefulde Helligdom! —
Ingen Gartner har den plantet, Ingen veed, hvorfra den kom.
Hun er som en Fugl i Luften, Ingen veed, hvor den er født;
Ingen veed hvor den har hjemme, og den synger dog saa sødt.
O, hun er som Duggens Draabe, bævende paa Bladet lagt,
Alle Solens Straaler speiler den i broget Farvepragt.
Men, hvis du vil Draaben gribe, frygtsom med blufærdig Skik,
Den opløser sig og svinder for dit ubeskedne Blik.
Som en Sommerfugl, der flagrer ud af Puppen, hvor den laa,
Og som ei begriber, hvorfor Himlen ei er altid blaa,
Saa hun gjennem Verden svæver, let og glad — o, evig jeg
Kunde blive ved at synge, hende dog jeg skildred ei.
Sommerfugl med Støv paa Vinge, bly, jomfruelige Aand!
Gid du aldrig maa berøres af en fræk, vanhellig Haand!
Gid din Flugt kun fylde rene Sjæle med uskyldig Lyst,
Til du sagtelig henslumrer atter ved Naturens Bryst!