Nu er det Vaar, nu flytter man paa Landet,
Ud under Vaarens friske, lette Tag,
Hvor Millioner nyudsprungne Flag
Forkynde festlig Glæde Nat og Dag,
Og vaie stolt, og speile sig i Vandet. —
Jeg flytter med, jeg flytter og paa Landet,
Ud fra de kolde, livsforladte Mure.
Jeg længes ogsaa efter Et og Andet,
Som for Exempel Kildevandet,
Naar det jomfruelig af Jorden springer frem,
Og efter Bonden, som ufølsom gaaer
I denne søde, ambrafyldte Vaar,
Og sine Marker alvorsfuldt besaaer,
Og ønsker kun et rigt velsignet Aar; —
Og efter Duer, som erotisk kurre,
Og — efter ikke meer at kukkelurre.
Jeg længes efter Skovens grønne Hjem,
For paa Dianas skjulte Jagt at lure,
Jeg længes efter Ænder i en Dam,
Og efter sværmeriske, hvide Lam,
Og smaa romantiske Spadseretoure! —
Nu bygger man sig Reder fjernt og nær,
Mens Fuglerigets lette Hær
Med løste Vinger gjennem Luften iler;
Mens Hjertet, fuldt af Solens Morgenskjær,
Som unge Roser gjennem Kinden smiler;
Nu gaaer man nyfødt under Lundens Træer,
Og duftbedøvet sig i Græsset hviler. —
Og Poesiens Trækfugl følger med,
Den flyer de indeklemte Gader,
Den tyer til Skovens jublende Cascader,
I Vaarens milde Lufte den sig bader;
Og søger den et Hvilested,
Da er det, hvor en Kreds af aabne Sjæle
Forsamles under Bøgekroner,
Der elsker den at dvæle,
Der sænker den sin Vinge ned,
Og aander ud sin Lyst i varme Toner.
Thi løst er nu hvert Baand, som bandt dens Tunge,
Foraarets Vift har fyldt dens Lunge,
Saa rastløs maa den tumle sig, forvoven,
I Dybets Mulm, i Solens Glands foroven,
Fra Sted til Sted,
Hvert Livets Væld den at udtømme higer.
Men, naar fra Himlens Øine Sløret viger,
Og sænker sig som Skumring sagte ned,
Da er den træt, da trænger den til Fred;
Da nærmer den sig til de unge Piger,
Sit Hoved lægger den til deres Bryst,
Og, hvad den hvisker drømmende og tyst,
Gjenfødt fra deres Læber atter stiger. —
Et venligt Hjem den finder jo hos dem...
Dog — hele Verden er dens Hjem,
Og Hjem og Hvile finder hele Verden,
Hvert stille Liv, og hver urolig Færden,
Men Du — har intet Hjem!
O, hvem
Der havde sig et yndigt Hjem!
Et Hvilepunkt for hver ustadig Længsel,
Et venligt Tag, et blomstersmykket Fængsel,
Hvori der byggede en lille Fee,
Som en og anden Villighed lod see,
Hvor man idyllisk blev forkjælt og pleiet,
Hvor Theen færdig bragtes En paa Leiet,
Og milde Øine tindred En imøde! —
Hvor Køer dovnede i meget Græs,
Hvor Høet dufted fra de friske Hæs,
Og Smaabørn legede bag Havens Hæk,
Hvor Ranker dækkede den hvide Væg,
Hvor Kinderne og Roserne var røde! —
Forsagte Hjerte, har du intet Hjem? —
Og det formastelig du siger nu,
Da Hjemmets milde Genier din Hu
Tilvifte tusindfold og bryde frem
I Fuglesang, i Kjærlighed og Knopper.
Forsagte Hjerte! drag kun freidig ud,
Ud i Naturens Helligdom! din Brud,
Dit Hjem er der, i Skovens dunkle Liv,
Hvor Hjorten drikker mellem Mosens Siv,
Og Bølgen ind mod Strand forelsket hopper!
Der eier du et trofast Moderbryst
At hvile ved;
Der kan Du strække Dig med Guders Lyst
I grønne Virakbølger ned,
Der kan du svælge i et Dyb af Fred,
Og himmelsk Velbehag med alle Sandser;
Og smelte hen i barnlig Kjærlighed;
Der kan, mens dig Dryaden festlig krandser,
Skovmærken ved dit Bryst fortrolig groer,
Mens Myggen snurrer og mens Storken spanker,
Du smelte sammen med den hele Jord,
Og, uden Sky, i tusindstemmigt Chor
Kan Du forkynde dine Suk og Tanker!