Din Harpe klinger som Stormens Hvin,
I Fjeldets Kløfter Du sidder
Saa tankefuld paa dit Livs Ruin,
Dig glæder ei Fuglenes Kvidder.
Dig glæder ei Sommerens Stjernenat,
Dens grønne, smilende Sletter.
Dit Aasyn er furet, dit Blik er mat
Af gjennemvaagede Nætter.
Du har afrevet hver Livets Frugt,
Udtømt dets Lyst og deres Smerte.
For Alle har Du dit Indre lukt,
Og Bitterhed fylder dit Hjerte.
Det bæver kun af et brændende Savn,
Det har ingen Støtte i Striden,
Du tør ei nævne dit eget Navn,
Og du er ældet før Tiden!
Hvad har Du, fordi Du ødsled vildt
Med Livets hellige Gaver?
Har du en Vished, som leder mildt
Din Sjæl til Elysiums Haver?
Troer Du at see gjennem Tidens Slør
Til Løndommenes inderste Traade?
Troer du vel selv, at naar du døer,
Sig klarer den redsomme Gaade? —
Hvad har Du for dine Tankers Flugt,
For Strengens zittrende Toner?
For Aandens Glimren, som snart er slukt?
Hvor finder dit Liv sin Forsoner?
Hvad har Du for dine Taarers Dug,
Din Rigdom, som Ingen gjetter?
Hvad har Du for dine glødende Suk,
Og gjennemvaagede Nætter? —
Ak, ei engang et medlidende Blik,
Kun en døsig, tankeløs Skare,
Som ophører dine Sanges Musik,
Som vil dem ei længe bevare.
Hvad du elsked er dødt, i den mørke Nat
Du har ingen Engel ved Siden,
Dit Aasyn er furet, dit Blik er mat,
Og du er ældet før Tiden!
