„Jeg er Sultan,” saa hun talte, „Abdul Meschid, Mahmuds Søn;
Paa de store Magters Magtbud jeg opfylder hver din Bøn.
„Troskab, Kjærlighed og Villie med lidt Dumhed smukt i Pagt,
Er de fire store Magter, som min Magt er underlagt.
„Du er Mehemed, — mit Hjerte” (vedblev hun med skjelmske Blik)
„Ja, mit Hjerte er Ægypten, er dit rige Paschalik.
„Dermed du dig lade nøie! — hold det bare smukt istand! —
Og mit varme Blod er Nilen, som befrugter alt dit Land!
„Døer du, eller jeg af Landet jager dig, dog ikke du
Din Successor selv udnævne! — nei, jeg gaaer et Skridt endnu:
„Selv om du gjør Oprør atter, gjemmer Jorden selv dit Leer,
Skal du dog i Riget herske! — hvad kan du vel ønske meer?”