Vi talte om Kunst i Farver og den, som virker i Marmor og Gibsen.
Da sagde jeg: (nys hun havde tiltraadt Blad-Abonnementet hos Ibsen)
O du, som er saa yndig og klog, nu lad os tale om Andet! —
Siig mig engang i Fortrolighed din Mening om „Fædrelandet.”
„Den lille Plet, som fødte mig paa en Slette med straatækt Bolig? —
Ja stundom, naar Sydens Vinde os naae, er Luften her lidt urolig.
„Men det er i Grunden et skikkeligt Land. Gid det fremdeles florere! —
Og — skulde jeg straffes med Dronningstand, i Danmark jeg vilde regjere!”
Men jeg meente det andet „Fædreland”, som fra en indbildt Høide
Saa tidt faldt ned og stiger kun i Grovhedernes Drøide. —
Da veg Begejstringens klare Ild; den skjøneste blandt Munde
Sig bugtede med et ironisk Smil, og atter hun talte saalunde:
„Ja Lehmann, det veed Gud, den Karl er vistnok ei saa ueffen,
Blot han i gode Hænder kom, og holdt op med al den Bjæffen.
„Men denne Monrad — er han een, eller skal til to han gjøres? —
Idag docerer han jo det Sprog, som af Despoter føres.
„Imorgen er han vild Demokrat; hans Tale svulmer schwabisk:
Gud veed om der er rigtig Hold i dette Norsk-Arabisk? —
„De andre Tre, det synes mig, de er saa kjedelige.
At jeg ved Gud, om disse Tre slet Intet veed at sige.”
Da svarede jeg: Min Elskede, det maa Skam Enhver Dig lade,
At af en Dame du ganske godt studerer dine Blade! —