Ak hun er syg! — blot jeg mig turde stille
Ved Lejet hen, det bløde, svanehvide,
Og hende trøste mildt med Ord saa blide,
Og lade Medynkstaaren kjærlig trille, —
Og Haarets blanke Flod fra Panden skille,
Og klappe hendes Kind, og lade glide
Min Haand i hendes, — alt med hende lide! —
Ved Gud, jeg troer, hun snart sig bedre vilde.
Men aldrig, aldrig skal jeg opnaa dette.
Og ikke skal min Ild helbrede hende;
Maaske jeg aldrig mere seer den lille. —
Og lever hun, tør hun dog ikke kjende
Mit Hjertes Røst; — højst hører ærbar, stille,
Hun mig om Vejr og Skuespil berette. —
O gid blot een Gang ret jeg turde sætte,
Mig ensom og fortrolig hen hos hende,
Og tusind Blik hver Stund til hende sende,
Og hviske, kysse mine Læber trætte, —
Og alle hendes fromme Ønsker gjætte,
Og Sundhedsrosen see tilbagevende;
Og gid hver Nat mit Øje turde brænde
Som trofast Vagt for hendes Søvn, den lette!
Men mellem os har Livets Dæmon vovet
At staa; reen aandig Pagt ej her tør stiftes;
Man tør ej elskes uden som forlovet,
Og ej forloves, før man har Udveje
Til Elskovs Blomst at dræbe ved at giftes,
Og rede Aandens Ørn et Soveleje.