Kilde, lad dit Væld kun risle,
Bøg, lad dine Blade hvisle!
Vift kun med de stolte Grene
Over Naturens tause Scene.
Ei ved Stranden vil jeg vandre: —
Send dit svale Pust til Andre,
Dunkle Hav! — Jeg aldrig mere
Skal dit salte Kys begjære.
Zephyr, du, for hvem de glade
Roser aabne deres Blade!
Flyv kun langtfra mig, jeg trænger
Til din Køling ikke længer.
„Hvad er hændet?“ Zephyr siger,
„At du for min Luftning viger,
Du, som før saa tidt mig søgte,
Naar blandt Blomsterne jeg spøgte?“
„Zephyr, saae du ei en Kvinde,
Mild som dine Foraarsvinde,
Og, hvis Lokker, gyldne blanke,
Ligne Druer paa en Ranke? —
„Jeg var syg, — med Vellugtsvande
Køled hun min hede Pande,
Blæste med sin søde Aande
Bort min Feberild og Vaande.
„Og fra den Tid, Zephyr, ikke
Noget, uden hendes Blikke,
Hendes Aande, hendes Tale,
Kan mit hede Blod husvale!“