Jeg veed, et blot et Arnested, en Bolig,
Hvor man for Vind og Veir kan leve rolig.
Udgjør et Hjem; men hvor en venlig Aand
Fremkalder huslig Fryd og stille Glæder. —”
Et Hjem.
dramatisk Idyl paa Vers i een Act.
I.
Der er et Hjem tæt ved runde Taarn.
I Universet staar det ene;
Men ved sin Arne nu som tilforn
Det hundred Brødre kan forene.
Vel just ej lækker Føde der du faar;
Men hvis din Skæbnes Bør lidt kontra gaar,
Ty da derhen,
Tro mig min Ven,
Der ganske morsomt man lever!
Et Træ der staar i den samme Gaard,
Som højt mod Stjerner Issen hæver.
Omkring dets Stamme vor Arne staar,
Og i dets Skygge Hjertet bæver.
Hver Aften, naar der lufter en Zefyr,
Fortæller gamle Mutter Æventyr:
Sønnerne staa,
Lytte derpaa,
Og synge saa til hendes Ære.
Hver Dag hun hvisker i Øret os
Saa meget, som er værdt at lære,
Om Djærvhed, Lærdom, om Kristjans Ros,
Og Stemmen fatte vi den kjære.
Men naar Skjærsommermaaned er forbi,
Hun taler lydt; „mine Sønner fri,
Tid er det nu,
Trofast i Hu
At mindes Kristian den gamle!”
En god Student ej den Hædersmand
I Arnods Mulm lod længer famle.
Til Tak i Sekler vi saaes paa Stand
Den første Juli os forsamle.
Og mangled nogen end af Hjemmets Slægt,
Kong Kristian ej derpaa du lægge Vægt! —
Levet du har,
Veed nok, her var
Den bedre Part tidt just den mindre.
Hav Tak for Læet, vor Fader snild,
For Muren rød og sammes Indre!
Tidt under Træet du prises vil,
Mens Danmarks gode Stjerner tindre.
Din tykke Mur bortskræmmer Rykkeren,
Og Gaarden lunt forener Ven med Ven:
Du lide vel!
Odin din Sjæl
Skal evig glæde i Valhalle!
II.
Dog — ret ej lønner et Planteliv,
Hvad sønlig Kjærlighed vi kalde;
Og brave Sønner ved Frejas Bliv
Af Far og Mor er vi vel alle:
Lad Kristjan slumre da, Træ være Træ!
Os Moderbrystet gav det første Læ,
Skaal nu for dem
I fjærne Hjem,
Og lad dem med Regensen leve!