Regensens Farve
eller
eller
Ode til Træet
Ode til Træet
Da nuomstunder alle
Hvert Væsen, hver en Sag,
Skal have, hvad de kalde
En Farve og et Flag, —
I disse travle Dage,
Hvis, uden farvet Ham,
Regensen stod tilbage, —
Nej fy, det var en Skam!
Og spørger man, saa svares:
„Vor Farve, den er grøn.
Hver Vinter den forvares
I Lindens Stamme skjøn:
Men tusind Flag paa Stange
Er hele Som’ren hejst:
Derunder Soldets mange
Lystlejre vorde rejst.
„Tillands, paa tørre Troner,
I Skyer af Tobak,
Med Brystets friske Toner
Og gjennemsigtig Frak,
Vi svigte Farven ikke:
Den bryder fra hvert Blad
Sig for vor Ungdoms Blikke
Som Haabets Straalebad!
„Og selv, om en og anden,
(Man før jo sligt har hørt)
Blir, tværtimod Forstanden,
Tilsøs af Bakkus ført,
Og paa Retur forfejler
Lidt Havnen for sit Vrag;
I Faldet selv han sejler
Dog under samme Flag!”
Bær stærk i Stormens Bulder,
O Træ, dit grønne Flag!
Naar Sangen om dig ruller,
Lyt til med Velbehag!
Forplant til fjærne Slægter
Regensens gode Aand,
Og flæt hver dens Forfægter
En Krands med egen Haand!
Ej Tiden dig har rokket.
Du Gaardens Helligdom,
Og Svende har du flokket,
Som Verden leder om.
Ryst mod den høje Himmel
Din Lok som kronet Mø:
Blandt danske Træers Vrimmel
Din Ros skal aldrig dø!
Vift stolt i Gaarden hjemme
Saftgrønne Lindetræ! —
Ej hører du vor Stemme,
Men vore Hjerter gjemme
Din Pris til sidste Dag,
Og aldrig skal vi glemme
Dit sommersvale Tag!