Syv Solstraaler mødte engang en Morgenvind.
„Hvor kommer I fra?” den sagde, mens den varmede sin Kind.
„Jeg var hos Lærken,” svared den første, „strax den svang
„Sig af Reden høit i Luften med en jublende Sang.”
„Jeg var hos den lille Hare,” sa’e En, „af Skoven frem
„Den sprang, og hented Blade til Frokost til sit Hjem.”
„Jeg var i Hønsehuset,” en tredie sa’e, „strax Hanen
„Sin Røst oplod, saa Hønsene i Hast fløi ned af Ranen.”
„Jeg var ved Dueslaget,” den fjerde svarte, „der
„Bag lukte Gitter kurred hver for sin Hjertenskjær.
„Men dengang der blev aabnet, med Vingerne de slog,
„Og ud til Ertemarken i lystig Flugt de drog.”
„Jeg kom,” den femte svarte, „først til en Rosenknop;
„Den dufted stærkt, og sagte den slog sit Øie op.”
En sa’e, „jeg var hos Bien; „den krøb med megen Støi
„Af Kuben, og ud i Haven til Blomsterne den fløi.”
„End du?” sa’e Morgenvinden, „hvorfor saa taus? siig, kom
„Du ene da til Intet, som er værd at tale om?” —
„Fra Mennesket jeg kommer,” den sidste gav til Svar;
„Han snorked, saa jeg troed først, det Rørdrummen var.
„Jeg titted gjennem Nøglehullet ind ad hans Dør:
„Da vendte han sig paa Leiet, og snorkede som før.”