Fader Bacchus, lei en kyndig Skipper,
Som forstaaer at undgaae Skjær og Klipper,
Lad ham gjøre Skibet godt istand!
Og lad Medbør krumme Seilets Flade,
At vi snarest mulig kan forlade
Denne golde, taagefulde Strand!
Hist, hvor Tafelbjerget over Havet,
Med sin Skulder dybt i Skyer begravet,
Stirrer ned mod Sydens fjerne Pol, —
Derhen, derhen flyve mine Tanker,
Hvor i Løvet af Constantias Ranker,
Druen glimrer som en Sommersol.
Ingen Stjerne, som fra Himlen blinker,
Ingen Kvinde, som til Elskov vinker,
Har en Ild saa fristende og sød;
Ingen Blomst fra Syden og til Norden
Sender slig en Virak over Jorden,
Som hin Drues gyldenklare Glød.
Alt jeg offrer glad, naar den mig gjæster,
Guld og Ære, Skjønheds rige Fester,
Hver en Muses tonefulde Røst.
Naar hin Drue mine Læber væder,
Har jeg alle Paradisets Glæder,
Hver en Draabe gjemmer himmelsk Lyst.
Fader Bacchus, hellig i dit Rige
Er den Jordbund, som udaander slige
Strømme af et evigt Guddomsvæld!
Lad mig did paa dybe Bølger vugges,
For at skue, for mit Øie lukkes,
Dette ubetalelige Fjæld!
Dog, — hvis gjerne Fragten du vil spare,
Hør da: naar jeg til hint Land skal fare,
Som maaskee er ikke Druens Hjem,
Naar jeg føler Livets sidste Lue: —
Fyld mig Bægret med Constantias Drue,
Men — fra Attenhundrede og fem!