P.L. Møller (1814–65)

Ung og smuk — og elskelig som Vaaren,

Nylig stegen frem af Himlens Skjød,

Blev hun til det kolde Leje baaren,

Offret til den gaadefulde Død.

Hendes Liv var som den rene Kilde,

Der forfrisker Alting paa sin Vei.

Hendes Tanker var som morgenmilde

Vindes Leg med Blomsterne i Mai.

Klart og frygtløst som Gazellens Øie

Hendes Blik ei aned Dødens Piil,

Og som skjønne Straaler fra det Høie

Funkled der et ædelt Hjertes Ild

Ung og smuk — som Rosens første Rødme,

Blomstred hun en Foraarsdag som den,

Aanded ud sit Hjertes hele Sødme,

Bøied Hovedet, og visned hen.