Der staaer en Urt forborgen
I Skovens dunkle Hjem
Hvert Aar, den første Mainat,
Da spirer den frem.
Den grønnes ei, den visner ei,
Og ikke den groer,
Men blomsterløs og kraftløs
Den sidder i kolden Jord.
Ei Himlens Dug den kvæger,
Ei Stormen kan den naae.
Regnen og Solens Straaler
Den spæde Urt forsmaae.
Men kommer en Sommermorgen
En skyldfri Mø derhen.
Og fæster Øiet paa Planten,
Og bøier sig ned mod den;
Og lader, mens Elskovssmerte
Martrer det unge Bryst,
En Taare paa Spiren falde,
Brændende og tyst:
Da grønnes den og skyder
Frem i den milde Luft,
Aabner sin Knop og fylder
Skoven med liflig Duft.