1. Blomstens Navn(Sjællandsk Sagn.)Hvor de klare, skyblaa Vande Af den gamle Roskildfjord Skiller mellem tvende Lande, Som den danske Æt beboer, Breder sig mod Øst en Have Mellem Byer, Skov og Søer. Under kæmpehöje Grave Hviler Daad, som aldrig døer.Men i Vest dens Bølger glide Langs en Halvøs Bredder blidt, Fra et Jægerslot saa vide Sendtes Hornets Toner tidt, Og paa Sletten, hvor det luner Af den tætte Bøgegren, Hugged Fædres Minderuner Dansken stolt i Marmorsten.I de dunkle Fortidsdage, För den friske Sands og Aand, Kraft og Følelse blev svage Under snævre Formers Baand; Mens lig Straaler, som forgylde Vaarens Morgendæmring blaa, Kæmpevisens Tonefylde Over hele Norden laa;Medens Nordens Aand sig gynged I et Hav af Poesi, Medens Hjertet sig forynged Ved den unge Fantasi, — Vandred her i Skovens Skygge Tvende, som med Stemmens Ild Jubled höjt om Elskovs Lykke, Vexled Öjets Flammespil, —Vandred, indtil Skoven endte, Og hvor Udsigten blev fri. Nedad buskbeklædte Skrænte Snoed sig den smalle Sti. Der var ingen Duft af Roser, Der var ingen Skygge sval; Stille, dunkle, dybe Moser Gjennemskar den grönne Dal.Himlens Skjær sig halvklart spreder Over Höj og Eng og Vand, Men hist ved de hule Bredder, Ved de lave Vandes Rand, Hvælver sig en mindre Himmel, Som en jordisk Haand kan naa, Hvælver den sig som en Vrimmel Af Smaaurter lyseblaa.I en tredie Himmel skued Ungersvenden Elskovs Dag, I et Öje klart, som lued Varmt af Hjertets stærke Slag; „Vil du mig“ — hans Haand hun fatter — „Bringe Blomsten favr og fin, Ingen Lön saa höjt jeg skatter, At den jo skal vorde din.”Og som Ordet snel han iler Ned, hvor Blomsten frygtløs stod. Paa den falske Skorpe hviler Den forvovne Knæ og Fod; Og den skjönne Urt han plukker, Endnu een — da styrter han; Som en Vandfugl brat han dukker I et bundløst Mosevand.Se, han Haand og Hoved hæver Atter fra den vaade Vej, — Let paa Voven Blomsten svæver, “O, jeg døer — forglem mig ej!„ Kvalt er Røsten. Kold og rolig Lukker Bølgen sig igjen. Græsset vifter saa fortrolig, Som man taler med en Ven.Lig en ængstet Hind hun springer Ud i Breddens tætte Siv. En uhyre Kval betvinger Hendes Tankers unge Liv. Vildt hun smiler. — Ensom lander Blomsten ak, som kold og vaad Ubevidste Taarer blander Med den arme Piges Graad.Men fra den Tid, hvor sig viste Blomsten, og den ydmyg-blaa, Simple Skjönhed höjt man priste, Som i Öjets Blyhed laa, Var den Tegn paa himmelsk Lindring For et saaret Hjertes Savn, Dens Betydning öm Erindring, Og „Forglemmigej” dens Navn.