„Det var en rygende Orkan“,
Fortalte Tom, mens alle Mand
Sig nærmere omkring ham rygged,
Og Tom betænksom Skraaen tygged, —
„Det var min første Tur om Cap,
„Jeg var en Stump paa femten Aar,
„Dog husker jeg det som igaar,
„Som sagt — hvor var det nu jeg slap?
„Nu ja! Det var en haard Orkan,
„Hist i det stille Ocean.
„Vi havde rebet alle Klude,
„Og holdt med Møie Vandet ude,
„Snart Fanden gjorde Alting sort
„Han tog os et Par Stænger bort,
„Dog dengang fik han os ei fat, —
„Paa rum Sø holdt vi ud den Nat.
„Seer I, det er en farlig Sø,
„Der ligger saadan Ø ved Ø,
„Som Ærter i en Suppeskaal,
„Med lumske Revler af Koraller,
„Der knække Skrog som Nøddeskaller,
„Naar man ei rigtig tager Maal.
„Alt Ende tager i Verden her,
„Saa gik det og med dette Veir,
„Lidt klarere i Øst det blev,
„Vi vidste selv knap, hvor vi drev
„Nu ja, da Solen lirked op,
„Det var just Tid at sige Stop, —
„Hvis vi var gaaet tre Kabeltoug
„I samme Kurs, vi Alle sov
„Den vaade Søvn. — Ret for os ude
„Stak Skroget af en sunken Skude
„I Vandet frem. Vi lægger bi,
„Strax Jollen ud, syv Mand deri,
„At see, om end der Nogen var,
„Som havde Døden holdt for Nar. —
„Nu, da vi Skroget entret har,
„Nei, om Forladelse, det var
„Kun Agterdelen af en Kuf —
„Hvad seer vi? ikke sgu et Øie,
„Bart Bord, — dog da jeg lytted nøie,
„Lød det fra Leet af et Ruf
„Ret som et dæmpet Barneskrig.
„Og jeg derhen. Der laa et Lig —
„En Kvinde ung, men bleg og stiv,
„Udslukt var hver en Gnist af Liv, —
„Med Hungersdødens matte Træk,
„Hun laa, — dog smilende og kjæk,
„Ja fast endnu i Døden skjøn.....
„Et Barn, en halvaars gammel Søn
„Krampagtig knuged hendes Arm
„Op til den kolde, brustne Barm;
„Men Knægten — ham der Liv var i,
„Snart skreg han op i høien Sky,
„Snart søgte han ved Brystet Ly,
„Skjøndt Mælk der var ei meer deri,
„End her paa Bagen af min Haand.....
„Vi løfte Gutten af hans Baand,
„Af Døden, — som ham Næring gav —
„Hvad mener I, han leved af?.....“
Der blev et Røre nu paa Dækket,
Kaptainens djærve Stemme lød.
„Enhver til Sit!“ han rolig bød,
Og alle Mand fløi op forskrækket,
Een — vel en Passageer det var, —
Sad taus og tændte sin Cigar.
„For Pokker,“ brummed Tom saa smaat,
„Naar Passiaren gaaer for godt,
„Man ta’er ei Tiden ret i Agt —
„Nu! — Resten faaer I næste Vagt.“
Han letted lidt paa sin Kalot,
(Hans Haar var tyndt og noget graat) —
En Stund han som i Drømme sad,
Maaskee sin Aftenbøn han bad.
Derpaa, som om en Tanke gik
Igjennem ham, sit skarpe Blik
Han langskibs over Dækket sendte,
Mens han sig selv og Skraaen vendte.
Det var en Mainat, stjerneklar,
Saa roligt rundtomkring der var;
Det syntes stundom næsten som
At dette Skib med gamle Tom
Flød ene her i Verden var.
Der hørtes kun en afbrudt Lyd
Af Vindens Tag i Toug og Spryd;
Der hørtes kun en enkelt Gang
Fra Bakken en Matros, som sang.
Der hørtes kun den Melodi,
Som let gaaer Ørets Sands forbi,
Som Sjælens Blik magnetisk lukker,
Saa den i sød Berusthed vugger
Sig drømmende og ubevidst:
Hin Hvislen, monoton og trist,
Af Bølgens Brud mod Skibets Side,
Mens det — en Dronning lig, der gaaer
Med diamantomstraalet Haar
Og Slæb indsprængt med tusind hvide
Sølvstjerner, — skar for Sidevind
Sit lette Spor i Havet ind.
Der gik en Stund. — Da Alt omborde
Var klart til Natten, Flokken kom
Tilbage og slog Kreds om Tom,
Hvorpaa igjen han tog tilorde:
„Som sagt, vi løfted Glutten op
„Fra den afsjælte Moders Krop —
„Da saae vi, hvor han Næring fik:
„Et dybt og aabent Dolkestik
„Tæt under hendes venstre Bryst —
„Der suged den Vampyr sin Trøst.
„Der havde i sin sidste Nød
„(Endnu af Saaret Blodet flød)
„Hun skjænket Sønnen Liv af Død,
„Der havde hendes Heltemod
„Ham lædsket med sit Hjerteblod.“
Han taug. En dæmpet Mumlen brød
Paa een Gang frem; rundtom der lød
En dyb Forundrings sagte Røst,
Som tolker Hjertets høieste Lyst, —
Den stundom du at høre fik,
Naar i Theatret en Replik
Der faldt, saa rig paa Poesi,
At den gik intet Bryst forbi, —
Eller der hørtes en Musik,
En saa dybt greben Melodi,
At den til Marv og Hjerte gik.
Derpaa saa blev han atter ved:
„Nu, vi begav os da afsted
„Fra det forknuste tomme Skrog.
„Det skiltes ad, strax efter vi
„Var roet fra ’et, — men som I
„Kan tænke, begge med vi tog,
„Den Levende som og den Døde.
„Da vi med Fangsten kom ombord,
„Vor Doktor strax hen til os foer —
„Det var grumme dygtig Mand,
„Dog det gik over hans Forstand
„At vække Livet atter i
„Den unge Kvindes kolde Marv.
„En Hoben kostbart Stadseri
„Hun havde paa, — det toge vi
„Og gjemte smukt som Guttens Arv.
„En Kapsel bar hun i en Kjæde,
„Hvad hun og hendes Mand de hedde,
„Det der i Guld indskrevet stod —
„De var af gammelengelsk Blod! —
„Snart Høitidsklokkens Toner lød,
„Og saa med al Honnør og Pragt
„Blev hendes Lig paa Brættet lagt.
„Vor Skibspræst en Ligpræken holdt,
„Ak, saa bevægelig og blød, —
„Det ned ad Ryggen løb os koldt,
„Og mange salte Taarer flød
„For Moderen saa from og brav,
„Der Livet for sit Barn hengav.
„Tre Gang syv Kanonskud lød,
„Som om en Officier var død, —
„Saa fik hun da en ærlig Grav
„Paa Dybet af det stille Hav.“
— Men Drengen, hvad blev der af ham? —
„Ja hør kun nu, — da han fornam,
„Der vanked ikke mere Blod,
„Vor Sømandskost han tog for god.
„Han kom sig, saa det var en Lyst, —
„Tidt har han blundet ved mit Bryst.
„Ham Kongen tog, da vi kom hjem,
„Han blev Kadet, gik Skolen frem,
„Og som en Knøs paa sytten Aar
„Han kunde meer end sit Bestik:
„Med Skjærf og Ports-d’épée han gik,
„Trekantet Hat paa trende Haar,
„Da Krig vi med Franzosen fik.
„Ved Abukir og Trafalgar,
„Med Nelson han i Ilden var
(Her letted Tom paa sin Kalot)
„Og der han teed sig saa godt,
„At man paa Fyren nok forstod,
„Han havde tidlig lugtet Blod.
„Nu fører han sin egen Brig, —
„Hans Moders Navn i Daab den fik.
„Og nu, godt Folk! vil I som jeg:
„Et Hurra for den Englekvinde,
„Som satte ham saa godt i Vei,
„Gid syvfold Salighed hun vinde!“
— Er saa Historien forbi?
„Ret strax; thi Sønnen — kjender I ....
— Hvad? — „Han, saasandt jeg hedder Tom,
„Er vor Kaptain .... ja see Jer om!..
„— Kaptain paa Briggen Cecily.“