Hvi vaander du dig Svage,
Og gyser for det sidste Skridt tilbage?
Hvi jamrer som en Kvinde
Du høit, fordi du snart skal reent forsvinde?
Hvi bæver du for Dødens Favn,
Og klamrer dig til Vragets brustne Stavn?
Hvi tør du ikke freidig synge
Din Svanesang, og ned i Dybet gynge?
Du siger, at det smerter,
For evig at forlade kjære Hjerter.
I gjerrig Egoisme
Din Sjæl attraaer en evig Mekanisme.
Du Daare, at du ikke veed,
At Alt behersker en Nødvendighed,
Og har ei Mod til at erkjende,
At med Begyndelse den gav dig Ende.
Dit eget Jeg skal svinde
Som Støv; dets Sted skal Ingen mere finde;
Men Alt, hvad her i Live
Du følte, tænkte, handled, det skal blive.
Vent ei, at Frist dig skjænkes meer,
Naar Ormen gridsk sig nærmet har dit Leer,
Men stræb, at Glands kan hvile over
Dit Navn, naar selv du gaaer til Glemsels Vover!
Il derfor at fuldbringe
Den Daad, hvortil udfoldet blev din Vinge!
Il derfor med at nyde
De Draaber Salighed, som sparsomt flyde!
Men imod Guders visse Skjæbne
Ved kjækt den at beskue du dig væbne!
Gjør kun fortrolig dig med Tanken,
Og svinde skal dit Hjertes feige Banken!