Lykkeligt det Folk, som stolt ved Ploven gaaer,
Og opelsker Markens milde Grøde;
Som med freidigt Sind sit Guld indhøfter, naar
Sommersolens sidste Straaler gløde!
Lykkeligt det Folk, som hvis en Fjende faaer
Lyst, det under fremmed Lov at kue,
Drager flinkt sit Sværd, og op som een Mand staaer,
Og forjager dem, som Freden true!
Lykkeligt det Folk, der som en Helligdom
Holder Fædres Minde høit i Ære,
Som ei troer, at Alt, hvad over Havet kom,
Bedre maa end Landets Frugter være.
Lykkeligt det Folk, som ei til tomme Ord
Lytter, og det Vigtigste forglemmer, —
Under megen Tale Græsset ofte groer
Over Kræfterne, som Landet gjemmer.
Lykkeligt det Folk, som veier paa et Haar,
Hvad det har, før efter Meer at spørge;
Hvor Enhver den Gjerning gjør, som han forstaaer,
Og for Resten laer Vorherre sørge! —
Lykkeligt det Folk, som fostred af sit Skjød
Store Mænd og gjæve Tankens Sønner,
Mænd, hvis høie Værker Aandens Lænker brød, —
Og med Tak og Kjærlighed dem lønner!
Lykkeligt det Folk, som ei ved Regnebræt
Glemmer ædelt Sind og Sæder milde, —
Husker, Kjærlighed er Meer end skreven Ret:
Hiin forener, denne kan adskille.
Lykkeligt det Folk, som stolt ved Ploven gaaer,
Og opelsker Markens milde Grøde,
Som med freidigt Sind sit Guld indhøster, naar
Sommersolens sidste Straaler gløde! —