Du sidder og smiler
Saa koldt, mens du hviler
Dit Øje paa Vinduets Glar.
Du sidder herinde,
Min Barndoms Veninde,
Som om vi hinanden hel fremmede var.
O tør vi da ikke
Med frejdige Blikke
Gjenleve, hvad smukt vi har drømt?
Og skal vi da glemme
Den Gang, vi her hjemme
Omgikkes hver Dag saa fortrolig og ømt?
Og tør vi ej være
I Fromhed og Ære
De samme uskyldige Børn? —
Tør aldrig din Tale
Saa mildt mig husvale.
Som før? — er min Due da blevet en Ørn?
O mindes du ikke,
Med Tungsind i Blikke
Til Afsked du kyssed mig?
Og da du blev hentet,
Bedrøvet jeg vented
Saa ene, saa længe, saa længe paa dig.
Du kan det erindre;
Dog lukt er dit Indre —
Men er jeg da bleven saa stor?
Du sidder og tier;
Jeg synes, du vier
En Taare til Mindernes visnede Flor.