Jeg veed det vist, mit Liv er kort,
Fra Solens Skjær det blanke
Mit Væsen snart skal kaldes bort,
Og tung er denne Tanke.
O denne smertefulde Jord
Saa højt jeg elsker end,
Og er jeg ej en fremmed, hvor
Fra den jeg føres hen?
Den klinger skjønt, den Tale om
De lyse Himmelsale,
Om en Udødelighed, som
Skal Sjælene husvale;
Den klinger skjønt, den Trøstesang
Om evig Salighed,
Men er ej ensom der min Gang,
Selv om den finder Sted?
Og lyder ej som Fatums Kald,
Som Vished for vort Øre,
At hvad begynder, ende skal,
At, lukt er Tidens Døre?
Og, hvis kun samme Liv, som før
De aabned sig for mig,
Jeg finder atter, naar jeg døer,
Da trøster det mig ej.
Hvad saligt kan dog lignes med
Hin Duft af Vaarfioler,
Naar i den første Kjærlighed
Forløst sig Sjælen soler?
Den ene var min Ledestav,
Dens Minder al min Lyst,
Og mister jeg ej i min Grav
Selv denne stakkels Trøst?
Vel har jeg levet, elsket, nydt,
I Fryd og Sorg mig vugget,
Har med en Guddom sammenflydt,
Af Elskovs Væld bedugget;
Men har jeg noget lagt for Dag
I frugtbar Virksomhed,
Og fremmet de Ideers Sag,
For hvilke her jeg led?
Og I, som kunde lettet mildt
Min Ungdoms tunge Vandring,
Bragt i det Liv, som er forspildt,
En smilende Forandring,
I ville knuses ved min Død,
Naar Trøst er jer forment,
Og angre, hvad I haardt forbrød,
Og jamre, men for sent.
Og mens en Moders søde Haab
Som frosne Fugle tie.
Skal hun kun med en Taaredaab
Min Manddoms Tid indvie. —
O, er da ej den Vished tung,
At snart er alt forbi, —
At høre, mens man er saa ung,
Sin Gravsangs Melodi?