Jeg stod og saae paa Himlen en Dag, det havde regnet,
Hvor mellem Skyer Solen en magisk Verden tegned.
Rheden med sine Skibe laa fast som den var malet,
Og ned igjennem Luften den friske Køling daled.
Da faldt jeg reent i Tanker; der var en Sky, som ligned
Et gyldent Slot, med Haver, med Skov og Vand velsignet;
Der tænkte jeg, vi boed, vi to og vi alene,
Og hvilte os i Skyggen paa hvide Marmorstene.
Der tænkte jeg, vi boed, og der var ingen Skranke
Reist for din Tales Frihed, for Følelse og Tanke.
Den hele Dag vi vandred blandt Statuer og Søiler,
Og red paa raske Heste i Sky med slappe Tøiler.
Hin lyse Plet et Vindve var i vort Sovekammer;
Der saae vi ned som Guder paa Jordens Strid og Jammer.
Og i de stille Nætter jeg slumred ved din Side
Kind imod Kind, mit Hoved laa i din Arm den hvide.
Men før jeg tænkte paa det, gik Solen ned bag Skoven,
Koldt vifted Aftenvinden, og mørkere blev Voven.
Og Vinduet hist sig lukked, og Skyerne blev sorte,
Og du, om hvem jeg drømte, var langt fra mig og borte.