Kjære Venner! skjønnere der Tider
Var, end vore — Ingen det bestrider,
Og en ædel Slægt forlængst er død.
Kunde Saga selv derom ei melde,
Skulde tusind Stene det fortælle,
Som man graver ud af Jordens Skjød.
Dog det er forbi, til Hvile stikket
Denne høit begunstigede Æt.
Vi, vi leve, vort er Øieblikket,
Og den Levende har Ret!
Venner! mere lykkelige Lande
Er der, end hvor Skæbnen os lod strande,
Vidtbereiste Vandrer siger saa.
Men har end Naturen lidt os skjænket,
Kunsten dog sig venlig til os sænked,
Ved dens Ild vort Hjerte varmt kan slaae.
Vil end Laurbartræet her ei trives,
Synker Myrthen ved vor Frost i Støv.
Dog til Krands om Tindingen os gives
Rankens grønne, muntre Løv.
Vel med større Larmen Livet bruser,
Naar paa Verdens Torv, hvor Themsen suser,
Fire Verdners Skatte vexles ud.
Tusind Skibe ankre og bortgynges,
Alt det Kosteligste der opdynges,
Og der hersker Guldet, Jordens Gud.
Men ei mellem Dynd og skumle Vægge,
Klamme Taager, uophørlig Regn,
Kun i Speilet af de klare Bække
Seer du Solens lyse Tegn.
Mere pragtfuldt, end vi her i Norden,
Betleren boer hist paa Tiberjorden,
Thi han skuer Rom, den evige By.
Ham omringer Skjønheds Straalevrimmel;
Som et Under, som en anden Himmel,
Peterskuplen hæver sig mod Sky.
Dog er Rom i al sin Glands kun Graven,
Hvor en svunden Storhed gik til Ro; —
Livet, Livet, dufter kun i Haven,
Hvor de friske Planter groe.
Større Daad vel øves andre Steder,
Her os Live: Smaahed kun bereder,
Nyt — har ingensinde Solen seet:
Paa de Brædder, som betyde Verden,
Skue vi dag alle Tiders Færden,
Og hvad Stort og Herligt der er skeet.
Alt gjentages evig her i Livet —
Phantasien kun forynger sig;
Hvad sig ingensinde har begivet,
Det alene ældes ei!