De spredtes ad saa vidt om Land,
Som Liliens visne Blade,
Der rives bort fra Stænglens Rand
Ud over Jordens Flade.
De spredtes ad saa vidt paa Jord,
Om Hjem de maatte lede
I Vest og Øst, i Syd og Nord;
Tom stod den gamle Rede.
Ak han, som havde bygget den,
Og dækt dem med sin Vinge,
Var draget bort, var der, hvorhen
Ei deres Røst kan klinge.
De maatte bort fra Hus og Hjem
Og fra den gamle Hytte.
Der var ei En, som trøsted dem,
Og kunde dem beskytte.
De maatte bort fra Arnen, ja
Det var en Nød og Jammer! —
Fra Have, Mark og Træ og fra
Det lille Sovekammer.
De græd Farvel til hvert et Blad
Og hver en Blomst paa Jorden;
Den sidste Stund, de sammen sad,
Det var paa Kirkegaarden.
Og da de bort fra Graven gik
Med Graad og stille Klage,
Til Hyttens Straa saa langt et Blik
De kastede tilbage.
De klynged sig — o sidste Trøst! —
Tæt til den kjære Moder.
De reves bort fra hendes Bryst,
Fra Søster skiltes Broder.
Det var saa kummerfuld en Tid;
De faldt som brudte Grene,
Den Ene hid, den Anden did,
Og Moderen stod ene.
De spredtes ad, de maatte gaae
Langt ud i Verden vide;
De kan ei meer hverandre naae,
Ei sige, hvad de lide.