Jeg var hos de henfarnes Skygger,
Jeg var i det gravmørke Land,
Hvor Lysglimtet sparsomt fremdykker
Som ensomme Maager paa Strand.
Jeg var i de skumrende Haller
Mellem smuldrende Helgeners Skrin,
Hvor Historiens Støvgran nedfalder
Over afdøde Kræfters Ruin.
Jeg saa, nej kun aned de Piller,
Som i Løndom paa Tiden see til, —
En Tilværelses Grundkraft, som spiller
Sit aldrig udgrundede Spil.
O Kjærlighed, du dog ej svinder,
Du knytter det svundne til os,
Som Planternes Kjender gjenfinder
Livsaanden i Urfjældets Mos.
Du næred engang dine Flammer,
Dit Liv i den visnede Marv,
Du vil komme til ufødte Stammer,
Som en evig, uendelig Arv.
Dine vaarmilde Vift jeg fornemmer,
Og til mig din Idee trænger frem:
O, du vaagner som klare Stemmer
I den lydløse Dunkelheds Hjem. —
Men hvad hæver sig hist i det fjærne,
Paa det aftengraa Firmament?
Sig, er det en lysende Stjerne,
Som Nattens Fakkel har tændt?
Nej Dagskjæret er det fra oven,
Der skinner med taageblændt Blik
Som Sol over Ragneroksvoven,
Hvor Aser ved Surtur forgik.
Er ej alt her et Billed paa Mythen? —
Kom ej Kjærlighedsgløden fra Syd,
Som den Muspel fra Betlehemshytten,
Der begraved As-Gudernes Fryd?
Du betegner, o Krypt, kun de Himle,
Hvor i Tusmørket Kampen blev Ro;
Men over dig hvælves et Gimle
For den levende, rensede Tro! —
Hvor er jeg? — hvi blændes jeg ikke?
Er der intet Mulm da paa Jord,
Hvor ej Lyset en Straale kan skikke?
Nej, Christus til Mørket nedfoer! —
Alt skjelner jeg Omrids, alt skuer
Jeg klart, hvad der dølger sig her:
Hos det lave Skyggelands Buer
Som hjemme nu næsten jeg er.