„Lærke, Lærketræ, din Planters
Navn du hviske mig i Øre! —
Var det Fuglen? var det Vaarens
Vind, som hid dig monne føre? —
Eller lod, som Elskov, egen
Kraft sig Livet i dig røre?”
— Ikke Fugl og Vind, ei selv som
Elskov jeg mit Liv mon række.
Længst af hvide Jomfruhænder
Lod jeg mig i Jorden lægge,
Her paa Graven, som den elskte
Broder gjemmer inden Vægge. —
Naar for Dagen Morgnen aabned
Glad sin Rosenport den røde,
Kom hun, græd hun, ak saa bittert,
For sin Broder; Taarer fløde:
Det var Regnens milde Strømme,
Som mig næred, gav mig Grøde.
Mig beaanded hendes Smertes
Klagesang som blide Vinde;
Hendes Sukke mig som Solen
Ild og Varme gav herinde,
Og som Maane lod det taare–
blændte Blik hun paa mig skinne! —