Birk, o hulde Birk, hvo gav dig disse Blik saa sorrigfulde? —
Stivned dine Safters Kilde under Vinterisens Kulde?
Aanded fjendtlig Ild imod dig, eller tæred lumske Bække
Bort den Jord, som dine Rødders Traadeflætning skulde dække?
Birken kvad: „ei Frost forstened, Søster Olga, Saftens Kilde.
Intet Bølgeskyl fra Roden næringssvangre Jord lod trille; —
Men fra fjerne, fjerne Lande kom Tartaren: Flammer suste,
Grene brød han, og hans Fodtrin Græsset trindtom sønderknuste.
„Og hvor han sin Fakkel svinger, spirer Græs ei meer paa Vænge; —
Hvor han rider over Sæden, sukker højtklædt Mark og Enge.
Hvor hans Hest gaaer gjennem Bækken, Dyrets Tørst ei mere slukkes;
Hvor hans skarpe Pile ramme, Vunden først med Graven lukkes.
Hist fra Østen Gud i Vreden os Forbandelserne sender, —
Sender Vinden Høskræksværme, kommer Nød, som aldrig ender;
Ogsaa Pesten, den blodgjerrige, histfra sine Flammer svinger:
Skade kun, at og fra Østen stige Solens gyldne Vinger! —