I hine Zoner,
Hvor Venus throner
I høie Sale,
Skinnende, svale,
Saa lyse, skjønne,
Med Tag af grønne
Plataners Toppe, —
Hvor Storm ei hviner,
Men Amoriner
Paa Grene hoppe:
Did blev jeg baaren
Engang i Vaaren, —
Alle Fugle sang,
Alle Kilder sprang,
Straaler frembrøde
Fra Ætheren blaa, —
Der første Gang
Jeg Gud Amor saae.
Jeg saae ham dandse
Og flette Krandse
Af Rosers røde
Flammende Kroner
Og Anemoner, —
Mens Møer og Koner
I Kreds mon staae.
Først jeg ham skued,
Mens Øiet lued,
Hver Barm, som bued
Sig, og hver Læbe
At efterstræbe. —
Naar han kunde
De svulmende Munde
Med Pilens Spidse
Blidelig ridse
Eller den trykke
I Blomstersmykke,
Gjennem et Belte, —
Eller undertiden
Med dens Almagt smelte
Et iskoldt Hjerte
I Suk og Smerte:
Da lo af Glæde
Med Haand i Siden
Den skjelmske Gud.
Nu op han dem stilled
Til efter hans Bud
I Dands at træde.
Han førte dem an,
Og selv han spilled,
Den lille Mand.
Fra hans Fiøite de sødeste,
Stærkeste, blødeste
Toner der klang.
Da skulde man seet,
Hvor alle med Eet
Sig hvirvlende svang
I den blomstrende Kjæde —
Selv den strengeste Dyd
Fik, da Guden det bød,
I Øiet en Glød
Af den høieste Glæde,
Den tauseste Fryd.
Piger og Koner,
Roser, Anemoner
Og Træer da sused,
Henrykt og beruset,
Med flyvende Fjed,
I Dandsen afsted.
Fuglen i Skoven,
Og Fisken i Voven,
De dandsede med.
Men stærkere og vildere
Blev Gudens Musik,
Og ømmere og mildere
Kvindernes Blik.
Der dandsed og dandsed
De tusinde Par,
Ei meer de sandsed —
Da Tonerne standsed,
Og — borte han var.