Han stammed fra en gammel Slægt,
Hvis kongelige Røst
Bød engang over Arrans Øer
Ved Irlands grønne Kyst.
Hans Oldefar en Krone bar
Og gylden Herskerstav;
Elisabeth, som Kronen tog,
Gav ham en Fyrstegrav.
Hans Fader steg med Skib og Hær
Iland paa Arrans Øer,
Og hilsedes af unge Mænd
Og blomsterkrandste Møer.
I Slaget stred han forrest i
Sin kongelige Pragt;
Men i sit eget ædle Blod
Han faldt for Overmagt.
Nu er kun Een tilbage af
Den gamle Kongeslægt.
Længst blegnede hans brune Haar
For Lidelsernes Vægt.
Men da hans Søn i Tower blev
Indmuret som Rebel,
Udsluktes Aandens favre Gnist,
Som lyste for hans Sjæl.
Nu vandrer han paa Heden om
I Storm med blottet Haar,
Som Fløitespiller gaaer.
Hans Blik er sløvt, han drager ved
Sin Sønnedatters Haand
I sine Fædres Rige om
Som en henfaren Aand.
Hans fordum kraftige Gestalt
Har Sorgen tæret hen,
Og dog hans Aasyns stolte Træk
Er ei udslettet end.
Og dog er han saa lykkelig,
Langt mere glad og fro,
End Fædrene, som Graven først
Gav Livets spildte Ro.
Thi naar paa Markens haarde Steen
Hans Hoved hviler træt,
Han troer, at Kronens gyldne Ring
Det er, som trykker det.
Naar Taagen over Bjerg og Dal
Sig lægger kold og blaa,
Han søger der sin Fyrstehat
Med Fjederbusken paa.
Naar i hans usle Pjaltedragt
En Stormvind rusker, troer
Han, Kongekaabens Hermelin
Sig om hans Skuldre snoer.
Naar Bønderne sig samle, for
At lytte til hans Spil,
Han troer, at et taknemligt Folk
Ham ydmyg prise vil.
Han smiler naadig, spiller saa
De vilde Melodier,
Og høit han svinger Fløiten som
Sit kongelige Spir.
Da hvælver Hyttens Tag for ham
Sig som et Marmorslot,
Og Bondeskaren jubler høit:
„Hurra for Arrans Drot!“