„Min Fader, han var en Konge bold,
Hvor aldrig Voven stivner kold.
Han boed under det gyldne Tag,
Han fisked og jog den lyse Dag.
Og, naar saa Aftenen blev mørk,
Drog han tilbage gjennem Ørk
Og gjennem den tætte Palmeskov,
Mens tusinde Krigere kvad hans Lov,
Og tusinde, dejlige sorte Mænd
Den rige Fangst bar for ham hen.
Over den guldsandbølgende Flod
Han svømmed paa Elefanten god.
Stod han saa i den stolte Sal
Med Strudsduns Hynder uden Tal,
Saa lagde han Buen og stærken Pil,
Tog mig paa Knæ med kongeligt Smil,
Og gav mig af sin kølige Drik,
Og glemte rent sit barske Blik.
Jeg leged med hans krusede Lok:
Saa gik han til sin Dronningflok,
Og sov efter Dagens Kamp og Larm
Helst i min skjønne Moders Arm.
Da jeg blev større, han lod mig gaa
Og lære, hvad jeg skulde forstaa,
Hos den allerfornemste Høvedsmand
Med Horn af Elefantens Tand,
Ridder af den største Muslingskal,
Og i Næsen den himmelsk smukke Koral.
Der lærte jeg al Ting ret gesvindt.
At bruge Buen, Ja selv en Flint.
Og svulmed mit Blod i Vredes Harm,
Da skjælved man for min stærke Arm. —
Og nu er jeg, ak, en uslere Mand,
End den ringeste Træl i min Faders Land.
En Nat blev jeg bunden, jeg veed ej hvordan,
Og førtes over det store Vand.
Nu svinder min Ungdoms Livskraft hen
Paa Jamaikas Ø hos hvide Mænd.
Her slides min Ungdoms flammende Mod
Af Lænker tunge om Haand og Fod.
Her maa jeg nu trælle ved Nat og Dag,
Og skjælve for Sult og Piskeslag.”
Saa klager den sorte Kongesøn.
Og vender til ham en inderlig Bøn:
„Du Havmand har hørt min Jammer og Ve.
Du kan jo glide paa Bølgens Rand,
O, svømmer du over det store Vand,
Saa søg mine Frænder i Slottet, mit Hjem,
Bring Hilsen og Bud fra mig til dem.
Og kald dem herhid med Skib og Hær,
Med Buer og Bøsser og skarpe Sværd,
At frelse mig af min grusomme Nød,
Og gjøre mig fri, før jeg tager min Død.”
Hans Bøn blev hørt. I Skjægget vel lo
Den Havmand, men næste Aar bragte han tro
Hans hele Slægt fra Guineas Strand, —
Og alle i Lænker ligesom han.