„Lyster dig et broget Spil
Af en Drømmers Hjerne?
Vil du lytte venlig til,
Spiller han saa gjerne.
Læg da Puden under Kind,
Luk dit Øje, sov saa ind,
Lad dig vugge under ømme
Minder ind i søde Drømme.
Sving din Sjæl i vilde Kor
Efter Lirens Toner,
Følg med mig til Landet, hvor
Fantasien troner!
Ene der endnu er Trøst
For det vaandefulde Bryst.
Den kun af min Ungdoms Leven
Er for mig tilovers bleven.
Alt kan nydes, trykkes til
Læben der, og skues, —
Tænke, gjøre hvad man vil,
Kan man og ej blues.
Følg mit Søvnegængerspor
Tillidsfuldt til Landet, hvor
I et Hav af Drømmetoner
Fantasus den gyldne troner!”
Tys, seer du ej hist en Mand,
Dybt han drager Vejret?
”Det er Prosafolks Forstand
Personificeret.
Ej, hvor bydende han staar,
Komisk langsomt Munden gaar.
Og, mens Armen voldsomt fægter,
Hvad han ej forstaar, han nægter.
„Intet ligner,” siger han,
„Drømmervæsen mere,
End naar Lirekasser man
Lader musicere.
Dukkerne derovenpaa,
Naar de rundt i Hvirvler gaa,
Eller gravitetisk spanke.
Ligne grant en Drømmers Tanke.
”Og, naar her i Livet en
Bygger Luftkasteller,
Skræver vidt paa Styltebeen,
Falder saa i Nælder,
Stum, forstenet da han staar,
Som Marionetten, naar
Tonen tier, Kassen lukkes.
Og for Skillingen der bukkes.”
Hør ham ej, han daarer dig.
Er alt Liv herneden
Ej en heel, vidunderlig
Drøm om Evigheden?
Stor og skjøn den vistnok er,
Kunde man den skue nær,
Alt er Drøm om fjærne Tider,
Hvor ej Aand med Former strider.
Drøm er hele Verden jo,
Drøm er al vor Leven.
Drøm er Sindets stille Ro
Her paa Jorden bleven.
Glæde, Sorg og Elskov om,
Alt er kun en flygtig Drøm,
Og er ej vort Lod at svømme
I et Hav af dunkle Drømme?
Hvo kan gjennem Taagen see,
Hvo fik Klarheds Evne?
Hvo kan Sandhedens Idee
Frem som Troldmand stævne?
Aandens store Skuespil
For de svage lukkes til:
Digterdrømme skues ikke
Uden stærke Seerblikke.
Derfor har jeg ingen Ro,
Sygt mit Hjerte sukker.
Liren kun som Amme tro
Det i Slummer vugger.
Jeg var ung og smuk som du,
Mægtig svulmede min Hu:
Jeg forlod de lige Veje,
Derfor maa jeg Liren dreje.