Som en Plads, hvor stille Grave,
Minder om de tavse døde,
Fostre vilde Planters Grøde
Mellem Kors og Gitterstave,
Hvor til Tak for Livets Gave,
Fromme Døtre Roser strø’de,
Fældte Taarer bitre, søde,
For de hedengangne brave:
Saadan, Læser, er den Gave,
Her dit Øje monne møde;
Faa var Blomsterne, som skøde
Frem blandt Græsset i min Have.
Svag er kun Duften og Farvernes Skjær;
Gartneren dog har sin Urtegaard kjær;
Derfor lod jeg, før jeg døde,
Under den mit Liv begrave.
Vil du vide, hvad der binder
End min Hu til Havens Bede
Vend da Sindet til de spæde
Blomsterbægre, der du finder! —
Ikke blot de dunkle Minder
Om et Jordlivs Sorg og Glæde,
Som igjen for Sjælen træde: —
Blodets Baand mig til dem binder!
Farven er af mine Kinder
Duften af min Ungdoms hede
Higen; — under Stænglens Klæde
Mine Aarers Bølge rinder.
Lavrbærgrenen vel skygger ej her,
Venlig kun hilser min Aand enhver,
Som med kjærlig Hu vil frede
Om min Grav, før den forsvinder.