Det var en nyfødt Majdag; jeg var en munter Dreng,
Som hidtil mere sværmed for Ager og Eng,
Blomster og Fuglereder, end for den kjedelige Bog,
Hvoraf de andre sagde, jeg saa stor en Nytte drog.
Som sagt det var en Majdag. Med frihedstørstigt Sind
Ilte jeg ud at køles i Strandens friske Vind.
Jeg samled Muslingskaller; dog snart en Lærkes Sang
Mig minded om at vende mod Marken min Gang.
Jeg boltred mig i Græsset, og saa mod Himlen op,
Som skued majestætisk paa Jordens grønne Krop.
Snart glemte jeg og savned ej den folkerige By:
Glad og fri misundte jeg kun Fuglen i Sky.
Men længer op ad Dagen blev af Solkys min Kind
For varm, og i en fremmed, en dejlig Have ind
Jeg sneg mig; did jeg droges som af en usynlig Magt,
Hvor Kunsten stolt behersked Naturens vilde Pragt.
Jeg blændedes af Farver, jeg drak saa sød en Duft;
Gyldenlak blanded Aande med den reneste Luft.
Der stod et Bed Levkojer i den frie Natur,
Og et Ferskentræ bedækked med sit hvide Lin en Mur.
Hvidtornen stod i Blomster og bugned i Sne;
De smukke, mørke Blade jeg ikke kunde see, —
De leged Skjul bag Blomsterne, dog kun for en Tid:
Det hvide mod det grønne holder ej Stand i Strid.
En Susen mig kaldte til en Lund af Pæretræ’r,
Hvor nektartørstig lejred sig af Bier en Hær.
De vugged sig paa Blade, de brummed lystig væk,
Sugende Saft af Blomsterne i dybe, korte Træk;
Og flytted saa med røde Been hen til et Æbletræ,
Som bød dem en Læskedrik i større Blades Læ.
Snart gjemte hvert Bæger paa sin Bund en flittig Bi:
Som Bjergmænd i Gruben de fared om deri, —
Og summed glad, mens Strømmen i den sitrende Luft
Udspredte Lyden blandet med Æbleblomsters Duft.
Og hvor Træet det prunked, stolt af sin Blomsterhær,
Hvor hvidt saa mildt skatteret var med et rødligt Skjær, —
Retsom naar Aftensolen i Vinterens Tid
Kysser med røde Læber den Sne, som ligger hvid
Paa Marker og paa Vænge, paa Hus og Havens Træ’r,
Mens Frosten lægger Vej over Sumper og Kjær.
Ja selv naar Æblevrimlen med Rosenkinder leer,
Mig tykkes ej, at Træet saa smukt omkring sig seer,
Som naar i Vaar det vikler sin Farveskjønhed ud.
Og rødmer i Naturens Kapel — en festlig Brud.
I Høst det staar som Moder med Barnet paa sin Arm,
I Maj er det en Ungmø med svulmende Barm.
Hist Æblenoret lokker vor Mund til Moders Bryst:
Foraarets Blomstren skjenker en aandigere Lyst. —
I Maj er alt saa herligt, saa ungt og saa smukt;
Jeg synes, hele Livet har saa himmelsk-frisk en Lugt.
Du kjære, søde Have, hvorfor blev du dog ej
Som du var? — o hvorfor maa det ej altid være Maj? —