Juni
(Kjøbenhavns Vold).
(Kjøbenhavns Vold).
Nu er det færdigt, det herlige Tag,
Tag for vor Længsel, for Panden den trætte.
Krandsen er rejst med de viftende Flag,
Baand, som sig levende selv sammenflette.
Bygherren smiler fraoven dertil,
Og medens Vinden saa sagtelig lufter.
Er det som selv han besøgende vil
Glædes ved Værket, der skygger og dufter.
Nu er den hvælvet, den luftige Sal,
Denne Dryadens velsignede Verden;
Useet hun værner med Viften sval
Om de spadserendes venlige Færden.
Det er et blomstrende Parthenon,
Klassisk just ej, lidt aflangt og kroget;
Kuplen er sat af usynlig Haand.
Indskriften lyder i Sangfuglesproget.
Nu kan man gaa — hvor den Udsigt er skjøn! —
Her bag de knudrede, mosgro’de Søjler;
Ubemærkt spejde, aabne i Løn
Hjerternes Dørre med Blikkenes Nøgler.
Her kan man titte til Rudernes Glar,
Standse; paa Skrømt gjøre Skridtene korte;
Faa sig i Tanken en heel Passiar
Der, hvor man ellers maa smukt blive borte.
„Du, som af Kjærlighedslængsel har Meen,
Følg mig blot hid, og du bliver en holden
Mand! — jeg skal vise dig hundred for een;
Alle de smukkeste bo dog ved Volden.
Her kan Du see de forskjelligste Slags,
Unge Lectricer, huslige Terner,
Gjemte Koketter, smaa Syersker, strax
Mønstrende, hvad som paa Volden sig fjærner.
„Du, som beskeden kun attraaer Ideer,
Tro mig, her under de løvrige Grene,
Her kan du gaa saa godt som alene,
Baaren af Tankens usynlige Feer.
Dig jo forstyrrer ej — kjødelig-fri —
Svulmende Hofter og smilende Skuldre.
Flagrende Strudsfjær, mens Gangerne buldre:
Deri du seer kun en ny Trilogi!
„Du, som dig ofrer til Statens Gavn,
Dræber din Livsfryd ved Dagpolitiken,
Il i den unge Dryades Favn
Fra dine Tal og Realmekaniken! —
Her kan du styrke din fysiske Kraft,
Og, med uendelig Frihed i Aanden,
Glemme at stride med Galæblesaft,
Glemme den Sandhed, som fanges med Haanden.”
Se, hvor de tavse Skildvagter gaa,
Barske om Dagen, vort Skjold, naar vi blunde,
Vaagne, naar Morgenens Lærker slaa, —
Jer for en Stund jeg kunde misunde:
Vidner til al den Naturpoesi,
Som, med vemodige Dugdraabers Rislen,
Sænker sig ned i den stille, den fri,
Himmelske Nat, gjennem Bladenes Hvislen.
Hvor man drømme, hvor Tiden kan gaa
Her i det kølige Foraarets Tempel! —
Alt har paa Kuplen og Søjlerne graa
Aftenen fæstet sit mystiske Stempel.
Nu er det tomt. I den bævende Lind
Fuglen alt drømmer om næste Dags Sange.
Længst for Skumringens farlige Vind
Flygted de sidste spadserende bange.
Hist dog paa Bænken sidder der een,
Hjertet i Aftenluften han svaler,
Lytter adspredt til den susende Green,
Troer sig alene. I Tanker han taler:
„Se gjennem Grenenes Aabninger der,
Se, hvor det underlig glimrer og tindrer!”
Er det den sidste Solstraales Skjær,
Som om et Afskedssuk venlig erindrer?
Eller, o var det to Øjne blaa,
Var det et Tegn, som han heftigst attraaed,
Paa at en Sjæl, som kun een kan forstaa,
Ikke den tavse Hylding forsmaaed? —
Halv uvilkaarlig han løfter sin Hat,
Andagten steg over Træernes Toppe.
Hører du Trommen? — Godnat, Godnat!
Ingen maa længer nu dvæle heroppe. —