Der gik en Yngling ved Sundets Bred;
Hans Blik sig sænked i Dybet ned
Og droges atter mod Himlen op,
Som om det øjned en Fjældetop.
Sundhedens Roser stod paa hans Kind,
Og Kraft og Ungdom var i hans Sind,
En selsom Higen, et Flammemod;
Men Trylleordet han ej forstod.
En Dag, det skumred med sagte Vind,
Saa melder Sagnet, han slumred ind,
Og om ham gøde Ideens Alfer
Et Hav af Drømme med Vift af Malver.
En mægtig Torden
Drog hen over Jorden.
En Storm sig hæved
Saa Træer med Rode
Blev rykket op fra det Sted, de stode.
Naturen bæved
Ved Kampen mellem dens egne Kræfter.
Himlen sig klared en Stund derefter;
Men for ham stod
En halvmils Kæmpe ved en Klippes Fod.
Mørk og alvorlig var han at see.
Hans Væxt var aarlig vist Favne tre.
Mos var hans Klædning og stum var Tungen,
Som var han nylig af Fjældet sprungen.
Ej glatte, hvide var Kæmpens Been,
Men Børster stride bedækked Steen.
Dobbelte Luer udsendte Lyn
Fra stolte Buer af buskede Bryn.
Paa een Gang var det som Gubben stiv
Fik Glød i Blodet, fik Ungdomsliv;
Som Lynild knitre den Herres Tænder,
Krampagtig sitre hans vældige Hænder,
Og tavs han vinker mod Hedenold,
Hvor Stjernen blinker i Odins Skjold.
Da kvad en Stemme: „Du vel ham kjender.
Det er jo Helten, den stærke Thor,
Som var i Velten engang i Nord. —
Stolt Lyst at skue de gamles Færd,
Den røde Lue af Kobbersværd;
Dog større Fryd er at kunne male
De høje Dyder i Nordens Dale.”
Og højere svæved den drømmende Aand.
Den fri sig hæved fra snævre Baand,
Da saa han Balder og Sjofn og Freja;
Og Afrodite og Zevs og Maja
Henrev med Skjønhedens rene Former
Den unge, dristige Himmelstormer.
Da blev det Morgen og Morgenrøden
Bestraalte Verden med Rosengløden,
Den brød fra Øst som en solklar Lampe,
Og Hakon hørtes i Fjæld at stampe:
Da vaagned Nordens den største Skjald,
Da overskued han klart sit Kald,
Da vaagned han, som forbavsed Jorden
Med Digterynde, med Digtertorden.
Men hvad sig viste nu for hans Blik,
Dertil ej nogen end Stemme fik,
Uden han selv, den museglade,
Med Pandens Krone af Lavrbærblade.
Der er Toner i det danske Sprog,
Stærke, bløde, mageløse Toner,
Som den ægte Sangers Dage kroner
Med uvisnelig Erindring; og,
Som kan lokke selv et Barn i Sangen
Til sit varme Hjertes Trang at stille
Ved en lille dansk, rimslynget Trille,
Blot for selv at glæde sig ved Klangen.
Danske Folk, som ejer disse Toner
Skjønned du tilfulde paa din Skat? —
Ja, du svarer, thi da skummel Nat
Ruged over Bøgelundens Kroner,
Lyttet du begejstret til din Skjald,
Glemte ved hans Bryst selv Borgersmerter,
Lod ham føle mellem aabne Hjerter
Hele Saligheden af hans Kald. —
Da Ragnaroks Skygger om Sjælene laa,
Hans Ord dem løste af Vaanden,
Da Vinterens Mulm over Landet laa,
Da skabte han Vaar i Aanden.
O Held! end er ej hans Sommer forbi,
End flammer dens Straalekærte,
Den aldrig døende Fantasi,
Det evig glødende Hjerte! —
Du Vandrer, som i Axelstad
Vil Tidens Glands og Storhed søge,
Som fandt ej, hvad i Haabet glad
Du drømte hos din Barndoms Bøge;
Følg med og jeg skal vise dig
Den bedste Skat, som disse Volde
Indslutte: du skal takke mig,
Som lod din Drøm sig skjønt udfolde.
Dens Navn du veed; det lærte du,
Hvis dig en Danmarks Datter fødte,
Dengang din Sjæl i første Nu
De danske Sanges Toner mødte.
Der, hvor i Mulm du blir kun var
For Mammon travle Dværge virke:
Der gjemmer sig en Perle klar,
Der knejser Adams hellige Kirke.
Der, hvor som Yngling alt hans Blik
Fra Verdens Møl og Rust bortvendtes,
Der, hvor han Flammekysset fik.
Der, hvor hans lyse Lampe tændtes:
Der sidder han „med Blus paa Kind,”
Med Aandens evige Ungdomslue, —
Med „Kraft og Fromhed” slynget ind
Til yndig Enhed — favre Skue!
Der sidder han som Skaber i
En skjøn, poetisk Verden inde.
Med alt sit Væsens Trylleri,
Med Duft som friske Foraarsvinde:
Der sidder han som Rosens Knop
Blandt Døgnets Torne smaa, de skarpe,
Og slaar det klare Ildblik op,
Og slaar sin Ungdoms gyldne Harpe.
Der sidder han som Fader, Mand,
Saa glad, saa frisk, saa mild og rolig,
Skjønt Hersker i det største Land,
I Musens ideale Bolig.
Der aabner han sin hulde Favn,
Der varmer med sin Uskylds Flammer
Han den, som ty’r til Fredens Havn
Fra Verdens matforgyldte Jammer.
Der sidder han — en Fader for
Den yngre Slægt, hvis Hjerter glemme
For Tidens Smaahed Aanden stor,
Som ædel Ild og mandig Stemme
Os gav. — Men kommer der engang
Et af de tabte Børn tilbage,
Da glædes han, og Hjertets Trang
Hans milde Toner blidt forjage.