Min Kjole
(Mon habit)
(Mon habit)
O, vær mig tro, som du paa mig kan stole,
Vi blive gamle, begge To!
I ti Aar selv jeg børsted dig, min Kjole;
Jeg viger ei for Sokrates, min Tro! —
Og hvis, trods dine tynde Traade,
Dig end forfølger Skjæbnens Had, —
Vær Philosoph som jeg, brug Alt med Maade
Min gamle Ven, lad os ei skilles ad!
Jeg mindes end, — thi jeg erindrer Meget —
Den første Dag, da jeg dig bar:
En Ven i Kredsen, som har aldrig sveget,
Dig paa min Navnedag besunget har.
Vor Fattigdom os ei fornedrer;
Thi denne vakkre Kreds i glad
Forsamling endnu mangen Gang os hædrer, —
Min gamle Ven, vi skilles ikke ad!
En Stikning end din Vrange kan udvise:
Det er mig en Erindring kjær.
En Aften jeg paa Skrømt den kælne Lise
Forlod, da fanged hendes Haand mig her.
Du fik en Rift, sig Lyset slukte —
Jeg maatte der mig slaae til Ro:
Til at udbedre dig en Dag hun brugte, —
Min gamle Ven, vi skilles ei, vi To!
De Lugtessentser aldrig dig besprængte,
Som Gjækken ødsler for sit Speil;
Du aldrig dig i Forgemakker trængte,
Mens Hoflakaier mønstred dine Feil,
Om nogle Baand, som man erindrer,
Stod nys en Kamp blandt franske Rigsdagsmænd;
Men i dit Knaphul kun en Markblomst tindrer —
Vi vil ei skilles ad, min gamle Ven! —
Frygt ei, at lang er Veien som tilbage
Vi end at vandre sammen har, —
Hidtil i gode, som i onde Dage,
I Regn og Solskin jeg dig trøstig bar.
Dog snart maaskee staaer Uhret stille,
Og Kjolen jeg maa lægge af:
Men indtil da vi sammen vandre ville, —
Min gamle Ven, vi følges til min Grav!