En ukjendt Engel saae jeg vinget ile
Fra Luften ned til Kildens friske Bølge,
Hvorhen min Skjæbne førte mig alene;
Og Englen, da den saae mig ensom hvile.
En Silkesnare listig monne dølge
I Græsset dybt, bag Buskens tætte Grene.
Da blev jeg fangen, — og jeg klager ikke, —
Saa sødt var Flammens Skjær i Englens Blikke.