En Jomfru saae jeg hos den dunkle Laure
At vandre, — kold og skinnende lig Sneen,
Som Sol ei har berørt i lange Tider,
Og hendes faure Aasyn, Stemme, Lokker,
Mig henrev saa, at hun for mine Øine
Staaer hvor jeg gaaer, paa Høi, ved Bølgebredden.
Først da vil mine ønsker naae til Bredden,
Naar Blad ei længer findes paa en Laure; —
Før dette Bryst faaer Fred, Glands disse Øine,
Vil Ilden fryse, gløde Vintersneen.
Saa mange Haar er ei i mine Lokker,
Som Aar jeg vente kan paa Glædens Tider!
Dog Livet svinder brat og Aarets Tider;
Et Nu — os Døden naaer, vi staae ved Bredden,
Ak Een med brune, Een med hvide Lokker; —
Jeg følger Skyggen af den faure Laure
Igjennem Solens Ild og Vintersneen,
Til Dages Ende lukker disse Øine. —
Aldrig saae Nogen dog saa skjønne Øine,
Ei Samtids Slægt, ei de forgangne Tider,
Som dem, der smelte mig, som Solen Sneen. —
Amor en Taarebæk fra Kildebredden
Til Foden leder af den tause Laure
Med diamantne Grene — gyldne Lokker.
Vist bleges vil min Kind og mine Lokker,
Før Gunst mig skjænkes ret af hine Øine,
De Helgner, jeg tilbeder i en Laure;
Thi, hvis jeg mindes ret, i syv Aars Tider
Fløi mine Suk fra Høi til Bølgebredden
Med Nat, med Dag, med Somrens Ild, med Sneen. —
Forinden Ild, foruden kold som Sneen,
Med samme Ønsker, men med dunkle Lokker,
Vil taareblændt jeg stedse gaae ved Bredden,
Og lokke Medynksgraad i Manges Øine
Maaskee selv sent i fjerne, fjerne Tider,
Om Sorg faaer langt Liv som en plejet Laure. —
En Laure, — Soltopasens Guld paa Sneen,
I fage Tider, klædt i blonde Lokker
Og havblaa Øine, fører mig til Bredden.