O Fader du, som kjender
De store med de smaa!
Min Tak sig til dig vender,
Naar Stjernerne opgaa.
Jeg takker for din Morgensols opmuntrende Skin,
For Synet af din Himmels sødt rødmende Kind.
Jeg takker dig for Dagens
Det lyse Himmelblaa,
For Engens Blomsterlagens
Dunseng, jeg hvilte paa;
Og for den kjære Fader og Moder, som os smaa
Din store Godhed lærte at fatte og forstaa.
Jeg takker for din Aften,
Naar Stjernerne fremstaa,
Som Tegn paa Levekraften,
Der aldrig skal forgaa,
Som Tegn, at for de kjære, der for vort Blik forsvandt,
Ej Død, men kun et andet, fornyet Liv oprandt!
Jeg takker dig for Natten
Med Søvnens stille Fred,
Som trykker Drømmehatten
Over Øjnene ned;
Da faar jeg de smaa Engle at see med Vinger paa,
Der op ad Himmelstigen saa lystelig gaa.