Efter Alfred de Musset
Madrid
Madrid
Madrid, du Prindsesse i Spanien,
I dine Haver, trindt i Campagnen,
Lyne tusind Øine, sorte og blaa!
Du hvide By, Hjemmet for Serenader!
I dine hundrede Promenader
Tusind smaa Fødder hver Aften gaae!
O Madrid, naar dine Tyre bløde,
Tusind hvide Hænder klappe, og røde
Shawler flyve for Vinden derved!
I dine Nætter, de stjernefulde,
Liste sig, tættilslørede, hulde
Sennoraer ad dine Trapper ned.
Dog, o Madrid, dine Damers de slanke
Former jeg uden en længselfuld Tanke
Spottende vandrer forbi paa min Vei.
Thi een i Verden, o een kun jeg eier;
Men alle Brune og Blonde opveier
Hendes yderste Fingerspids ei!
Hendes Haar og bevogter hendes Nætter,
Aabner for mig kun Vinduets Hvælv;
Den, som et Nederlag ønsker at kjende,
Skal kun ved Messen nærme sig hende,
Var det saa Bispen, ja Kongen selv.
Det er en andalusisk Kvinde,
Min forelskte, jaloux Elskerinde,
Med de lange Lokker i Nettets Skjul!
Af Engel og Dæmon hun er en Melange,
Hun er brunlig som en Orange,
Hun er levende som en Fugl!
Naar jeg til mine tilbedende Læber
Trykker den søde Galning, som stræber
Imod, til hun daaner i Kampens Glød,
Da skulde man see den fyldige, fine
Skabning sig bugte og snoe sig af mine
Arme, som en Slange saa væver og blød.
Ønsker Nogen forresten at kjende,
For hvilken Pris jeg erobrede denne
Juvel, — det var ved min vælige Hest,
En artig Bemarkning om hendes Mantille,
Dernæst ved lidt Bonbon med Vanille,
En Aften paa en Carnevalsfest.