Den, som i vort gode Tydskland Skjald og Taler være vil,
Han maa være fiin og artig, maadeholden, tam og mild.
Han med Gaaseurt og Roser gjerne sig bekrandse maa,
Muntre Spurveviser kviddre, Lærketriller maa han slaae.
Men, naar fra den gyldne Bue, som af Gud han fik, med Smil
Han et modigt Ord udsender som en ildrød Flammepiil,
Naar som vilden Falk hans Sange svinge sig mod Himlens Bryst,
Saa at Vingens Brusen klinger lig Propheters stærke Røst,
See, da mener man, til Intet nytter saadan Sangerflugt,
Og den store Sax sig nærmer, stækker Vingerne ham smukt.
Saadan Lod erfoer den Digter, som for Eder træder frem;
Af hans Træ de bedste Grene skar man i hans tydske Hjem.
Sangene han gjerne mister, dog Eet græmmer ham endnu,
At man stempler som forbrydersk, hvad der kom af trofast Hu.
Derfor, Læsere, nu banker sagte han paa Eders Dør,
At for det, som han har mistet, I maae trøste ham som før.
Tag ham mildt i Eders Midte, skjænk ham villig Eders Gunst,
Hvis I fandt hans Ord begejstret, fandt hos ham en Sangers Kunst.
— — — — — — — — — — — —
Mangen sød og herlig Sangfugl har hin Sax til Taushed bragt;
Dog i Hjertets stille Dybder boer hel underfuld en Magt:
Aldrig under den mig Hvile, og i Elskov, Lyst og Harm,
Ja i Smertens Angst den former Sangens stærke Sølverarm.
Og jeg føler, hvo som mandig tør i Dødens Kamp ei gaae,
Han vil aldrig vorde værdig til det Høieste at naae.
Frisk da ud i Kampens Hede! lad den unge Kraft staae til!
Som en driftig Argonaut jeg Haabets Seil udspænde vil —
Hen mod hine Underkyster, som har tryllet længst mit Sind,
Og din Kjærlighed, mit tydske Folk, den er mit gyldne Skind.
Lyser gunstig da, I Stjerner, jævn dig, kampopfyldte Sø,
Bær paa dunkle Purpurbølger stolt min Snekke under Ø!
Vifter mildt, I Vinde, svangred’ af sødt-duftende Jasmin,
Glad om Roret du dig boltre, lykkevarslende Delphin!
O, men du, azurblaa Himmel, vidtudstrakte Frihedshegn,
Lad paa mine Læber dryppe gyldne Melodiers Regn,
Saa min Sang som Vaabenklirren bruser snart i Chor af Mænd,
Snart som Fløitetoner smelter mildt i Pigehjerter hen!
Lad min Daad erobre Maalet, hvor det staaer i evig Glands;
Thi det Høieste, en Digter ønsker sig, er Ærens Krands!