Hjorten
En Legende.
En Legende.
Kong Dagobert forsamler sine Svende,
Han drager ud i tidlig Morgenstund,
De hvasse Pile vil hans Arm udsende,
Hvor Vildtet flygter over Mosebund.
Der høres Klang af Horn og Hundeglam,
Og utaalmodig stamper Hestehoven,
Da vinker Kongen, Toget følger ham,
Og muntert gaaer det til Boulogneskoven.
I tætte Skyer høit sig hvirvler Støvet
Hvor Rytterskaren hen ad Veien fløi,
Alt Høstens kolde Aande gulner Løvet,
Og Taage hviler over Eng og Hei.
Hist hundredfold de rappe Gangerfjed,
Gjentager Skovens Echo foran Hoben,
Da brister Skyen, Solen blinker ned
Paa Riddernes de blanke Jægervaaben.
Forsvunden er alt længst den muntre Skare;
Da træder stolt frem af de tætte Træer
En mægtig Kronhjort; uden Frygt for Fare
Den bader sig i Morgensolens Skjær.
Nu bøier den sit Hoved, som fornam
Den Hornene, der klinge fjernt i Lunden;
Det kommer nærmere, — nu Skrig og Glam
Forkynder, Hundene har Sporet funden.
Hussah! — den sætter over Busk og Bæk, —
Den flyver over Stubber, over Gjærder,
Langt, langt forud; da viser sig, o Skræk!
Et Vand, som hver en Vei til Flugt afskjærer.
Den hører Jagten stedse mere nær,
Den springer dristig ud, den svømmer over, —
Men paa den anden Bred er alt en Hær
Af Hunde, som sig klamre til dens Bover.
Den kan ei Jægerskaren gjennembryde,
Udmattet er det kongelige Dyr,
Dybt sukker den og see, dens Taarer flyde,
Den for sin Undergang ei længer flyer.
Da stiger af sin Hest Kong Dagobert,
Taus dem, som er ham nærmest, han tilvinker,
Bagfra han lister sig sit Offer nær,
Og i hans Haand en prægtig Jagtkniv blinker.
Men just som grumt han sønderskjære vil
Dens Sener, mærker Hjorten det itide,
Den rører sig, den atter springer til, —
Da slynger han et Spyd imod dens Side.
Høit skreg det ædle Dyr, saa Lyden trængte
Fjernt hen i Skoven og den dybe Dal;
Med sidste Kræfter, i Dødsangstens Kval,
Den over sine Fjenders Række sprængte.
Alt risler Blodet af den aabne Vunde, —
Den flyver som for Stormens Magt en Sky,
Halloh! det lød, og Ryttere og Hunde,
Med Kongen foran, hidse den paany.
Fremad den iler, stedse mere snelt, —
Hist paa en Høi, som springer frem af Skoven,
Den standser som en overmandet Helt,
Og venter sine Fjender stolt forvoven.
Med Jubelskrig de hen mod Høien fare,
Da tier Hundekoblets Glam og Støi,
Hver Piil, hvert Spyd, den vilde Jægerskare
Udslynger, kraftløst strax tilbage fløi.
Frem styrter Kongen med den dragne Kniv,
Men neppe Høiens Rand hans Fod berører,
Da segner han i Knæ, fast uden Liv,
Som rørt af Lyn, — hans Følge bort ham fører.
Betaget af en Rædsel svar, bereder
Sig Hæren til at vende hjem paa Stand,
Men pludselig en Mumlen sig udbreder,
Og Rygtet sagte gaaer fra Mand til Mand:
„Her var det, under Vintersnee og Is,
De fromme Brødre Gravens Hvile skjænked
I Løndom til den hellige Denis,
Som vilde Hedninger i Seinen sænked.“
Men hint Mirakel vidt om Landet vandred,
Man lovede den høie Helgens Magt.
Fra den Tid Kongens Sind var heel forandret,
Han aldrig vilde drage meer paa Jagt.
Men, for at vinde Fryd i Paradis,
Et Kloster og en Kirke han lod bygge;
Som staaer endnu med Guld og Marmorsmykke
Til Ære for Martyren Sanct Denis.